Igennem nåleøjet i Bangladesh

Koncentreret over sin symaskine sidder 16-årige Muhammad Igbal i Dhaka – hovedstaden i et af verdens fattigste lande, Bangladesh.

Sammen med over 200 andre syersker på den tekstilfabrik, hvor Muhammad Igbal er, producerer han tøj til vestlige kunder.

Men selv om han skal arbejde for at overleve, er han rigtig heldig. Heldigere end mange andre af landets syv-otte millioner børn og unge, der knokler i skadelige jobs i op til tolv timer om dagen til en kummerlig løn.

Den virkelige verden

Muhammed er lærling i Red Barnets ’Work2Learn’-projekt, hvor børn og unge fra fattige familier i Dhaka får et reelt alternativ til et liv i elendighed.

I den ideelle verden burde ingen børn arbejde, men virkeligheden er, at mange børn er nødt til det, for at de og deres familier kan overleve. Det er derfor vigtigt at skelne mellem det skadelige og ulovlige ’børnearbejde’ og ’lovligt arbejde for børn’, som er uskadeligt, alderssvarende, rimeligt betalt, og hvor de samtidig kan få en uddannelse.

Det er med udgangspunkt i den virkelighed, Red Barnets projekt både giver børnene en brugbar uddannelse og en ordentlig måde at tjene penge på.

Det særlige ved Red Barnets projekt er, at der er blevet skabt et unikt samarbejde mellem alle relevante parter – fra lokale fabrikker, over organisationer, uddannelsesinstitutioner, lærere og børnenes forældre til de skandinaviske virksomheder, der opkøber varerne.

På 4,5 år kan børnene få en grundskoleuddannelse, hvor de lærer at læse, skrive, regne. Mange børn har nemlig tidligere måttet forlade skolen, fordi de har været tvunget ud i børnearbejde. Når de har lært at læse, skrive og regne, får de en teknisk basisuddannelse på ni måneder, der leder frem til tre måneder som lærlinge på en tekstilfabrik.

Kunne være narkosmugler

Muhammad Igbal er i gang med sit lærlingeophold. Og han sætter stor pris på sin plads på fabrikken. Da han var 12 år, måtte hans forældre tage ham ud af 7. klasse i den lille landsby ved grænsen til Indien, hvor han kommer fra. De kunne ikke længere betale for hans skolegang og sendte ham 200 km til Dhaka for at bo hos sin onkel og arbejde i hans lille forretning.

Men et par år senere kom han til Red Barnets lokale samarbejdspartner – organisationen ’Underpriviledged Children’s Educational Programs’, UCEP.

Det kunne ellers nemt være endt som for flere af hans gamle venner fra landsbyen – de er blevet narkosmuglere for at klare sig.

”Det ville jeg sikkert også have gjort, hvis jeg var blevet der. Det her er bedre for mig, for der er ingen muligheder i landsbyen. Jeg er heldig og meget glad for at være kommet til UCEP. Min fremtid afhænger af, at jeg får en uddannelse og kan hjælpe min familie,” siger Muhammad.

Eftertragtet arbejdskraft

Work2Learn er også med til at nuancere den ofte ensidige debat om børnearbejde. Mange – især vestlige – virksomheder ansætter slet ikke unge under 18 år af frygt for at få ødelagt deres ry som socialt ansvarlige. Heller ikke de børn, der kan arbejde lovligt.

Men har børnene ikke et alternativ, betyder det, at rigtig mange bliver skubbet ud i jobs i den uformelle sektor. Der ender de ofte i kriminalitet, prostitution, i narkomiljøet eller på gaden. Alene i Dhaka er der op imod 400.000 gadebørn under 15 år.

”Vesten er allergisk over for ordet børnearbejde, men det er nødvendigt, at børn arbejder i vores del af verden. Ingen mor ønsker, at hendes barn skal arbejde, men Vesten skal forstå, at alternativet er langt værre for mange af børnene,” siger direktøren for UCEP, Aftab Uddin Ahmad.

Heldigvis har Work2Learn-lærlingene gode chancer for at blive fastansat på deres lærepladser, når de er færdige. Fabriksejerne står nærmest i kø.

”Disse unges uddannelsesniveau er højere end mange andre arbejderes. Det gavner i sidste ende slutkunden, da de unge er med til at hæve hele niveauet på fabrikkerne,” siger driftsdirektøren på en af tekstilfabrikkerne lidt uden for Dhaka, Saeed Akhtar.