”Jeg vil gerne lidt tættere på det almindelige liv i Kenya”
Hvor fattig er man egentligt, når man er fattig i Kenya? Det er et af de spørgsmål, der melder sig hos Verdens Bedste Nyheders konkurrence-vinder, før turen lige om lidt går til Kenya.
Del artikel
Andre Kategorier
Regioner: Afrika
Det er ikke spektakulær safari eller urfolk, der trækker allermest hos den ellers landbrugsinteresserede 50-årige kvinde, som om lidt tager til Kenya for første gang.
”Jeg håber at komme helt tæt på kenyanernes hverdag. Jeg ved, at der er stor forskel på rig og fattig i Afrika, men hvad betyder det egentlig for deres hverdag, og hvordan tackler de det?”
Jette Hagensen deltog i efteråret i Verdens Bedste Nyheders quiz og vandt en tur til et afrikansk u-land efter eget valg. I marts tager hun derfor til Kenya for at besøge sin kærestes datter, der arbejder på et højskoleprojekt nord for Nairobi. Et land, hvor hun aldrig har været før, og som pirrer til en livslang interesse, der bl.a. startede med et projekt om Sudan, da hun læste geografi og forvaltning på RUC.
”Jeg har en gammel interesse for Afrika og udvikling, og for tre år siden var jeg i Nigeria og besøge min datter, der arbejdede for en ngo. Jeg var der i fire uger og læste faktisk også på universitet, men det var lidt vildt, for sikkerhedssituationen var anspændt, og det var svært at komme tæt på den almindelige befolkning”, siger hun.
”Derfor håber jeg at opleve lidt mere af kenyanernes liv denne gang. Jeg glæder mig også til naturoplevelserne, der jo skulle være meget dyreliv og flot natur, og jeg ved, at vi skal se en Masailandsby og et skoleprojekt. Jeg håber ikke, at der bliver sat for meget op for vores skyld. Jeg vil allerhelst møde dem helt almindeligt. For mig vil landskaber og landsbyer altid være allermest spændende set i en økonomisk og social sammenhæng”, siger Jette Hagensen.