Læring giver næring
Landbrugsundervisning reducerer fattigdom blandt etniske minoriteter i Nordvietnam.
Del artikel
Andre Kategorier
Regioner: Asien
Temaer: Natur, Økonomi, Uddannelse
I de nordlige provinser i Vietnam findes en stor kulturel mangfoldighed, repræsenteret ved mere end 30 forskellige etniske grupper. Området er også præget af dårlig infrastruktur, og fattigdom er udbredt, og mange lever af små landbrug.
Befolkningen i højlandet, og specielt de etniske minoriteter, er dårligere stillet end befolkningen i lavlandet. I højlandet er indkomst og uddannelsesniveau per indbygger lav, sundheden er dårlig, og fødevaresikkerheden er også lav. Men deltagerorienteret landbrugsundervisning i markskoler har vist sig at gøre en betydelig forskel for bønderne og deres familier.
Undervisning i marken
I et samarbejde mellem den vietnamesiske landboforening (VNFU) og ADDA har mere end 15.000 bønder deltaget i markskoler. Undervisningen foregår ikke på traditionel vis, hvor kursisterne sidder bænket til skolebænken og lytter til underviseren. Nej, i markskolerne foregår undervisningen i marken. Hver markskole har tilknyttet tre marker, der bliver dyrket på forskellig vis. En mark bliver dyrket og opretholdt af markskoledeltagerne, en anden bruges som forsøgsmark, og den tredje mark bliver dyrket med traditionelle dyrkningsmetoder af en nabobonde i den pågældende landsby, hvor markskolen finder sted.
Ideen er, at deltagerne og andre kan se hvilken mark, der giver det største udbytte. Det er ikke underviseren, men bønderne selv, der diskuterer løsningsforslag til aktuelle problemer og derefter gennemfører de ændringer, som fællesskabet er blevet enige om.
Bønderne spreder viden
I gennemsnit har bønderne øget deres høstudbytte, og dermed deres indkomst med 40 %. For den enkelte bonde svarer forøgelsen i gennemsnit til en ekstra indtægt på ca. 500 kr. pr. sæson. Bønderne, der har deltaget i undervisningsforløbene, fortæller, at deres erhvervede viden bringes videre til andre bønder i nabolaget, samt til familie og venner.
Foruden de økonomiske fordele har de mange markskoledeltagere også givet udtryk for det sociale aspekt og fremhæver, at de har lært at samarbejde. Mange deltagere har dannet små kooperativer, hvor de tjener lidt ekstra til husholdningen.