Foto: Play31

Leg med bolden lærer børn om livet

I Sierra Leone lærer piger at spille fodbold – og om deres rettigheder på samme tid.

Del artikel

Andre Kategorier

I den danske organisation Play31’s fire pigeklubber i Moyamba-distriktet i det sydlige Sierra Leone er udgangspunktet legen med bolden.

Her mødes pigerne og spiller fodbold med veninderne. Nogle gange taber man, andre gange får man trofæet, men det er sjovt.

Når kampen er slut, bliver pigerne undervist i sundhed og prævention, og de lærer om basale menneskerettigheder, som at de har ret til at protestere, hvis fx mandlige lærere kræver sex for gode karakterer.

Rettigheder på dagsorden

Sierra Leone er traditionelt et meget patriarkalsk land, hvor kvinder ofte er blevet behandlet som andenrangsborgere. Det blev kun forværret af borgerkrigen, der sluttede i 2002. Blandt andet blev de brugt som sexslaver og efterladt derhjemme, når mændene tog ud for at slås, forklarer Play31-grundlæggeren Jakob Silas Lund. Han fortsætter:

”I Sierra Leone er vold mod kvinder et stort problem, og alt for mange unge piger bliver gravide, fordi de bliver udnyttet af ældre mænd.” Derfor er der også behov for at sætte kvinders rettigheder på dagsordenen:

”Det kan være svært at måle den direkte effekt af sportsaktiviteterne, men vi ved, at der er kommet mange flere piger i skole i klubbernes lokalområder,” siger han og pointerer, at der siden pigeklubbernes opstart i Moyamba ikke har været eksempler på teenagegraviditeter.

FN er også for leg

Udover pigeklubber arrangerer Play31 store fodboldfestivaler med 1000 mennesker 20-30 gange om året, hvor forskellige lokalsamfund spiller mod hinanden. I den sammenhæng fungerer sporten som et fredeligt redskab i forsøget på at bryde barrierer mellem kulturer og forbedre den sociale integration.

Denne filosofi er de ikke alene om. For selvom sport ikke kan stå alene i kampen for at nå FNs 2015-mål, lægger FN’s kontor for Sport for Development and Peace ikke skjul på, at sport er en vigtig del af en bredere tilgang til udvikling. Sport fremmer børn og unges mentale og fysiske sundhed, ligesom det at være fysisk aktiv sammen giver selvtillid og lærer både børn og voksne om tolerance og respekt.

Organisationen blev stiftet i 2008 og har vundet adskillige priser for deres arbejde, herunder Peace and Sport Award i 2013. Navnet er hentet fra FN’s børnekonventions paragraf 31, der siger, at alle børn har ret til at lege.

Relaterede Nyheder