CFP Aboubacar
Malis fotografer sælger til verdensmarkedet
Klodens førende digitale fotobank Getty Images har budt unge maliske fotografer inden for i det kreative selskab.
Del artikel
Andre Kategorier
Regioner: Afrika
Når medier rundt om i verden køber fotos fra Mali gennem klodens førende digitale fotobank Getty Images, er det ikke længere kun verdensberømte rejsende fotografers navne, der står under billederne. Nu får fotografer fra Malis egen fotoskole både anerkendelse og gode priser for deres billeder.
Det har de to danske fotografer Thomas Damgaard og Morten Nilsson en del af æren for. For flere år siden satte de sig for at finde ud af, hvordan man kan koble bæredygtighed, vækstpotentiale og fotografi i udviklingslandene.
Og da Mali har en lang og stærk tradition for fotografi, blev det den tradition, som Morten Nilsson og Thomas Damgaard besluttede at bygge videre på – i en digitaliseret og kommerciel udgave.
De to fotografer udgør Commerce & Culture, og i partnerskab med Center for Kultur og Udvikling, som gennem en årrække har haft et kulturprogram i Mali, har de indgået et omfattende samarbede med fotoskolen CFP Bamako i det afrikanske land.
Fra de danske fotografers base på Vesterbro i København fortæller de, hvordan de gennem nogle år dedikerede al deres ekstra tid til først at overbevise ledelse og undervisere på fotoskolen Cadre de Promotion pour la Formation en Photographie (CFP) Bamako om, at det er muligt at skabe en levevej med kommercielt arkivfotografi, og siden at guide ledelse og undervisere gennem en omfattende forandringsproces på skolen. Fra at være en privat kunstskole for kemikalieafhængigt analogt fotografi er skolen nu digitaliseret og på vej til at blive statsstøttet, og ikke mindst er uddannelsens fokus ændret fra afsætning på et begrænset hjemligt marked til verdensmarkedet.
»Det er naturligvis udfordrende at omstille fotograferne, så de i stedet for at tænke i klassiske bryllups- og dåbsfotografier skal skabe fotos til kommercielt brug for internationale virksomheder. Og det i et nærmest reklameløst samfund. Det hele handler om tillid, de maliske partnere og os imellem. Vi har vundet deres tillid og vist, at vi vil bruge tid og commitment, og de har været enormt omstillingsparate på skolen, så fotouddannelsen nu munder ud i fotos, der kan klare sig på globale markedsvilkår,« siger Morten Nilsson.
Aftalen med Getty Images kom i hus efter lange forhandlinger og en tur til det europæiske hovedkvarter i London. Umiddelbart fandt Getty Images sympati for projektet i Mali, men det var fotografiernes kvalitet, der skulle overbevise dem om, at de maliske fotografer kunne tilføre noget til Getty Images’ store samling af arkivfotos.
»Det hele foregår på markedsøkonomiske vilkår. Der er ingen forskel på fotografer i Mali og fotografer i Danmark. Der bliver ikke rullet en rød løber ud på Getty Images, når der kommer afrikanske fotografer Bottomline er: Kan vi tjene penge eller ej?« fastslår Morten Nilsson og giver et eksempel fra november i fjor. Her tjente fotografen Aboubacar Traore 22.000 kr. på et enkelt billede solgt gennem Getty Images.
Halvdelen af beløbet beholder han selv, halvdelen får skolen.
»Indtjeningen fra Getty Images svinger fra måned til måned, men er rimelig stabil. Nu er der næsten gået et år, siden aftalen blev indgået, og det bliver interessant at opgøre salget,« siger Morten Nilsson.