Foto: Jane Lindedam.
Marokkos unge bliver dygtige landmænd
Arbejde. Dansk-marokkansk samarbejde hjælper unge marokkanske drop-outs ind i landbruget og ud af fattigdommen.
Del artikel
Andre Kategorier
Regioner: Afrika
Temaer: Børn og unge, Økologi, Uddannelse
Marokkos unge strømmer fra landet ind til byerne i håb om at finde en anden levevej end det hårde landmandsliv.
Problemet er, at arbejdsløsheden blandt de 15-24 år er på 22,8 procent i Marokko, og at det derfor er svært at finde jobs – både i byerne og på landet. Og de unge risikerer at stå uden arbejde og indtjening.
Men den udvikling kan ændres, viser et samarbejdsprojekt mellem to marokkanske landbrugsorganisationer, Enactus og Maison Familiale Rurale d’Ouled Said, og den danske organisation LandboUngdom.
Samarbejdet giver de marokkanske unge, der er droppet ud af det formelle skolesystem, blod på tanden til at skabe sig en landbrugskarriere.
»Jeg vil gerne åbne min egen hønsefarm og arbejde med fjerkræavl i fremtiden, når jeg er færdig med min uddannelse,« fortæller 19-årige Samira Taoussi, der har fået nyt gå-på-mod og ny viden om dyrehold, klovbeskæring, biavl, planteavl og organisering af andelsforeninger efter at være kommet med i det dansk-marokkanske samarbejde, der er støttet af Dansk Ungdoms Fællesråd.
12 danske og 75 marokkanske unge landarbejdere deltager i projektet, der er baseret på ung til ung-læring under udvekslingsophold i både Marokko og Danmark. Udover at undervise hinanden i praktiske metoder samarbejder de unge også om at uddanne hinanden til fremtidens ledere og rollemodeller.
»I lyset af verdens fødevaremangel og globale ungdomsarbejdsløshed er det helt centralt at flere unge i begge lande rustes til en levevej inden for landbruget – og for Marokkos vedkommende til at være med til at forbedre levevilkårene i de fattige landområder,« siger Jane Lindedam, frivillig projektkoordinator i LandboUngdom.
Tre af Marokkos godt 32 millioner indbyggere lever under fattigdomsgrænsen. 70 procent af disse bor på landet.