Med radiosenderen kan Elma Herrera hurtigt advare landsbyerne i området om, at en orkan er på vej og opfordre folk til at søge tilflugt. Fotos: Mike Kollöffel

Radiosender redder liv

Elma Herrera Ramos er hurtigt i æteren, når en katastrofe har kurs mod hendes landsby Zambita i det nordlige Honduras.

Del artikel

Klar til katastrofen:

Folkekirkens Nødhjælp arbejder med katastrofeberedskab i Honduras, Guatemala, El Salvador og Nicaragua. Arbejdet har til formål at styrke den nationale kapacitet til at undgå eller mindske virkningerne af de naturkatastrofer, der regelmæssigt rammer regionen.

  • Lokalbefolkningen oplyses om katastrofeberedskab
  • Der bygges tilflugtssteder med latriner
  • Landsbybeboerne hjælpes til at lave beredskabsplaner
  • Radioer, solopladere og redningsbåde indkøbes som del af beredskabet.

Andre Kategorier

Regioner: Latinamerika

Temaer: Natur, Teknologi

På en hylde i Elma Herreras soveværelse står en lille sort boks med en mikrofon; en radio, der sender via satellit. En satellitradio, der er del af en større plan – en katastrofeberedskabsplan.

Radiosenderen betyder nemlig, at Elma Herrera hurtigt kan kommunikere med sine landsbyfæller og med nabolandsbyer, så folk kan nå at søge tilflugt. Helst inden orkanen rammer, eller inden de nærliggende floder går over deres bredder.

Zambita ligger i Colon-provinsen ud til Honduras’ caribiske kystlinje. Landsbyen har tidligere været ramt af heftige oversvømmelser i orkansæsonen. Og katastroferne har hvert år usvigelig kurs mod både Zambita og andre små og sårbare landsbysamfund i det nordlige Honduras.

For regnsæsonen, der begynder i maj-juni, og den efterfølgende orkansæson i oktober, trækker voldsomme mængder regn med sig ind over det meste af landet. I de lavtliggende områder ud til nordkysten giver det næsten altid oversvømmelser, fordi mange af floderne går over deres bredder og skyller ind over landsbyer, veje og jorder.

 

Færre tabte menneskeliv

Tidligere mistede mange flere mennesker livet, når katastrofer ramte området. Men på grund af radiosatellitsendere og andre beredskabsplaner kan flere nå at søge tilflugt, inden katastrofen rammer.

Indbyggerne i området har også bygget evakueringssteder med latriner, fælleskøkken og opholdsrum.

Her kan landsbybeboerne søge tilflugt, når de via radiosenderen er blevet varskoet om, at en orkan eller oversvømmelse er på vej.

EU har støttet katastrofeberedskabet i Zambita og andre små landsbyer i det nordlige Honduras via Folkekirkens Nødhjælps samarbejdspartner CASM.

Relaterede Nyheder