Rejsedagbog : Et forsigtigt håb for Myanmar

Det var med nogen bæven jeg genbesøgte Myanmar – fem år efter min første tur. Dengang sad jeg i den gamle lufthavnsbygning, som havde et lettere Nordkoreansk præg, bemandet med soldater fra den magtfulde hær.

Jeg reflekterede over landet, folkene og kulturen jeg havde mødt. Jeg havde en fornemmelse af et land med en særlig uskyld på tærsklen til en brusende fremtid, hvor donorer og investorer allerede var begyndt at rykke ind.

Hvordan ville det gå dette smukke land, hvis befolkning havde været igennem så meget? Ville det internationale samfund hjælpe udviklingen i gang på den rigtige måde? Ville regeringen sige oprigtigt ja til demokrati? Hvordan ville de to store naboer (Indien og Kina) rykke ind? Ville naturressourcerne give anledning til konflikt eller velstand for de mange? Ville de mange etniske grupper sameksistere i fred, når hæren slap sit jerngreb? Myanmar rummede så meget potentiale og så mange klassiske konflikt- drivere. Myanmar kunne enten blive verdens bedste nyhed eller ryge i rækken af fejlslagne stater.

Nu sidder jeg så igen i Yangon lufthavn. Ikke den samme bygning, den er jævnet med jorden. Det er en spritny lufthavn med Armani, Gucci og andre dyre mærkevare butikker, hvor latte og cappuccino bliver langet over disken og man fornemmer lugten af fastfood fra Burger King i dertil indrettede ’Food Court’.

Jeg er på vej hjem efter otte intense arbejdsdage med særligt fokus på, hvad der sker når big business møder lokalbefolkningen i randområder.

Jeg rejste til staten Rakhine med vores lokale partner, Myanmar Centre for Responsible Business. Et center som Institut for Menneskerettigheder har oprettet sammen med den britiske NGO Institute for Human Rights and Business. Centeret arbejder for at bygge broer mellem regering, lokalbefolkninger og internationale virksomheder, som investerer i Myanmar.

Rakhine er udkants-Myanmar og mest kendt for de overgreb, der har fundet sted mod det etniske mindretal Rohingya’erne. Men i Rakhine findes også olie og gas og det har store internationale virksomheder fra bl.a. Kina og Sydkorea blik for.

Vi besøgte et såkaldt onshore gas terminal, der netop er begyndt at modtage gas fra boreplatformene i den Bengalske bugt. Myanmar får selv 20% af gassen resten bliver sendt gennem en 793 km lang gasledning til Kina. Vi blev budt høfligt velkommen, vist rundt på det hypermoderne anlæg og fik en grundig gennemgang af virksomhedens CSR politik.

Det blev lagt vægt på dialog med lokalbefolkningen, donering af skoler og andre projekter i klassisk CSR stil. Det lød ikke så ringe. CSR programmet udgjorde henved 7 mio. dollars….indtjeningen på gasanlægget forventes at komme op i milliard-klassen.

Senere havde vi møder med en række lokale ngo’er og småvirksomheder. En enkelt af virksomhedsejerne havde fået nytte af gasterminalen, da han var blevet underleverandør. De øvrige havde ikke mærket nogen jobeffekt. De genkendte ikke dialogen og havde tværtimod oplevet en meget lukket virksomhed, hvor klager over eks. landrettigheder kun kunne afleveres til sikkerhedsvagten gennem hegnet ind til virksomheden og så skete der ikke videre.

De havde set et par nye skoler som dog var standardmodeller, der ikke passede til de lokale behov. CSR kastet hen over hegnet? Der er selvfølgelig flere nuancer her, men det var trods alt opmuntrende, at der var villighed til dialog.

Det fik vi yderligere bekræftet, da vi efterfølgende foreslog ledelsen på gasterminalen at oprette et lokalt forbindelseskonter, hvor lokalbefolkningen kunne henvende sig. De var positive og ville overveje hvordan.

Vi besøgte senere et område, hvor de lokale borede efter olie med håndkraft midt på stranden. Kontrasten til det hypermoderne gasanlæg var til at få øje på. Disse små lokalsamfund er nogle af de fattigste og mest udsatte i Myanmar.

En kraftig storm kan rydde deres interimistiske boretårne lavet af bambus og selvom de i generationer har boret efter olie på denne måde, så anerkendes deres landrettigheder ikke.

Mine 2.5 dollars for cappuccino’en i lufthavnen svarer til en families dagsløn. Hvis de udenlandske investeringer kommer lokalbefolkningen til gode, så vil det kunne give disse olie-borende familier nogle reelle alternativer, som kan løfte dem ud af en hård og snavset tilværelse.

Det er for tidligt at bringe verdens bedste nyhed, men trods alt på sin plads at supplere de dårlige nyheder om etniske konflikter fra Myanmar med andre nuancer fra en udviklingsproces som går stærkt og stadig kan lande rigtigt.

Eva Grambye er vicedirektør ved Institut for Menneskerettigheder og er netop hjemvendt fra en rejse til Myanmar.