1

Flickr, Lee Animal

Sæbeoperaer får fødselstallet til at falde

I mange udviklingslande er fødselstallet faldet drastisk. Familieplanlægning og bedre uddannede kvinder spiller en rolle, men sæbeoperaernes idealiserede billede af kernefamilier spiller måske en endnu større rolle.

Del artikel

Andre Kategorier

Regioner: Asien

Temaer: Teknologi

’Tossekassen’ har fået skyld for meget. Den gør folk dummere og ansporer til øget forbrug, der tærer hårdt på jordens knappe ressourcer, lyder nogle af anklagerne mod fjernsynet. Men tv-mediet kan også være med til at få folk til at træffe oplyste valg. For kvinder i udviklingslande er tv med til at påvirke deres beslutning om, hvor mange børn de vil have.

Indiske sæbeoperaer viser typisk velfungerende middelklassefamilier med stærke kvinder og en lille børneflok. De idealiserede familier i sæbeoperaerne inspirerer kvindelige seere til at kræve mere selvbestemmelse, og programmerne får mænd til at eftertragte den lille kernefamilie med højst tre børn. Det viser en undersøgelse fra Stanford University af historikeren Martin Lewis, der sammenholder udbredelsen af tv i indiske hjem med fødselstallet.

Konklusionen er klar: De egne af Indien, hvor flest mennesker har adgang til et tv i hjemmet er også de egne af landet, hvor fødselstallet er lavest. Lewis peger på, at det især er de indiske sæbeoperaer, der påvirker familier til at få færre børn. Sæbeoperaerne er dermed med til at ændre normen for, hvad der er en eftertragtet størrelse på en familie. Det er godt nyt fra et land, hvor massiv befolkningstilvækst ellers har været en stopklods for social og økonomisk udvikling.

Det er imidlertid ikke kun i Indien, at sæbeoperaerne får fødselstallet til at falde. I Brasilien er fødselstallet faldet drastisk fra 6.25 barn per kvinde i 1960 til 1.81 barn per kvinde i 2011. Det er næsten samme niveau som i Danmark. Bedre adgang til prævention og bedre uddannelse og andre faktorer spiller en rolle, men de brasilianske sæbeoperer eller telenovas med deres idealisering af den lille kernefamilie, spiller ifølge Lewis også en stor rolle i det drastiske fald i antal fødte børn.

Mens mange udviklingslande med en relativ stor adgang til tv blandt befolkningen oplever faldende fødselstal, er fødselstallet stadig høj i lande, hvor tv er mindre udbredt. I de fleste afrikanske lande har hovedparten af befolkningen ikke adgang til tv i hjemmet, og i disse lande stiger befolkningstallet stadig eksplosivt.

Relaterede Nyheder