Syriske flygtninge kan købe nødhjælp i supermarkedet
Man siger, at fødevarenødhjælp ødelægger lokale forretninger. Men i Mellemøsten får syriske flygtninge værdikuponer og betalingskort, så de kan handle lokalt.
Del artikel
Andre Kategorier
Regioner: Mellemøsten
Der er stort set frit valg på alle fødevarehylder for de mere end 1,7 millioner syriske flygtninge i Egypten, Irak, Jordan, Libanon og Tyrkiet, som får humanitær fødevarehjælp fra FN’s Fødevareprogram (WFP).
For i modsætning til den traditionelle nødhjælp – uddeling af standard fødevarepakker bestående af ris, bulgur, olie, salt og sukker – får syriske flygtninge udleveret værdikuponer eller elektroniske betalingskort, som kan indløses i en række supermarkeder såvel i som uden for flygtningelejrene.
Med økonomisk støtte fra blandt andet Danmark og EU lancerede WFP sit hidtil største kontant- og værdikupon-program, da millioner af syrere begyndte at flygte fra den altødelæggende krig i deres land.
Kontant- og værdikupon-programmer bruges i lande eller områder, hvor der er mad at få på de lokale markeder, men hvor store grupper af mennesker, som for eksempel syriske flygtninge, ikke har råd til selv at købe maden.
Programmet udgør først og fremmest en økonomisk saltvandsindsprøjtning til hårdt belastede værtslande – siden start og frem til juni i år har programmet tilført næsten 3,3 milliarder kroner til de lokale økonomier og skabt i tusindevis af job.
Men lige så vigtigt er det, at flygtningene får større valgfrihed og mere værdighed.
Nooh Koor, syrisk flygtning fra Aleppo, bor i Jordans hovedstad Amman med sin hustru Silvana og deres to døtre, Rawan på 6 og Aruba på 7. De køber jævnligt ind i et af de lokale supermarkeder og sætter stor pris på at kunne købe deres egen nødhjælp fremfor at skulle leve af standardpakker.
»Jeg behøver ikke længere stå i kø én gang om måneden og vente på min fødevarepakke. Nu kan jeg gå i supermarkedet lige så tit, jeg vil. Og købe præcis de fødevarer, som vi kender og kan lide. Det betyder blandt andet, at jeg nu kan få kød og fisk, mælk og grøntsager,« siger Silvana Koor.