Danske Handicaporganisationer
Danske Handicaporganisationer
DH er en paraplyorganisation for 33 handicaporganisationer og samlet set repræsenterer vi et folkeligt bagland på 330.000 mennesker i Danmark. Mange af disse medlemsorganisationer er også ulandsaktive og samarbejder med søsterorganisationer rundt om i verden. DH forvalter Handicappuljen på vegne af Danida, hvor medlemsorganisationerne kan søge om penge til aktiviteter i det globale syd.
Omdrejningspunktet for DHs internationale arbejde er FNs konvention om rettigheder for mennesker med handicap, CRPD. Det betyder, at vi i vores kommunikation vil fremme det synspunkt, at menneskerettighederne omfatter alle mennesker, inklusiv mennesker med handicap.
Verdens Bedste Nyheder
DH og vores medlemsorganisationer samarbejder med Verdens Bedste Nyheder for at bidrage med nyhedsformidling og sikre at verdens mest marginaliserede grupper også bliver hørt i formidlingen af de positive historier, ligesom vi ønsker, at den fælles nyhedsplatform skal afspejle alle aspekter af ulandsarbejdet, herunder arbejdet, der sikre rettigheder for mennesker med handicap.
Vi arbejder med følgende verdensmål
Del
Mål 1 – Afskaf Fattigdom:
DH og vores medlemsorganisationer arbejder konkret med fattigdomsbekæmpelse, fordi fattigdom og handicap er stærkt forbundet. Personer med handicap i udviklingslande oplever fysisk og social isolation, der ofte bunder i tabuer og mytedannelse og som bidrager til en øget marginalisering og større fattigdom.
DH arbejder for at styrke handicapbevægelsen i de lande vi arbejder i. Gennem en stærk handicapbevægelse kan vi sikre, at mennesker med handicap bliver identificeret og får en stemme. Gennem advocacy kan vores partnere sikre økonomiske midler til handicapgrupperne nationalt, ligesom de arbejder for økonomisk empowerment gennem låne- og sparegrupper. Når individet bidrager økonomisk til familien eller samfundet, vil han eller hun ofte opleve at blive accepteret, på trods af sit handicap.
Mål 3 – Sundhed og Trivsel:
DH og vores medlemsorganisationer arbejder for at sundhedsvæsnet også inkluderer mennesker med handicap i udviklingslandene. Ofte mødes handicappede med afvisninger og dårligere behandling, ligesom fødende kvinder med handicap ikke bliver serviceret på samme vilkår som andre kvinder.
Vores partnerorganisationer arbejder også for tilgængelighed på sundhedsklinikker og mange steder bliver der bygget ramper og anden tilgængelighed som resultat af deres fortalerarbejde. Træning af sundhedspersonale i handicap-sensitive emner er med til at nedbryde tabuer og myter, ligesom vi arbejder for tilgængelighed af livsnødvendig medicin.
Mål 4 – Uddannelse:
Mange børn med handicap oplever ikke at komme i skole. DH og vores medlemsorganisationer arbejder for inklusion i skoler for børn med handicap. Uden uddannelse står disse børn endnu mere isoleret og uden muligheder for lige deltagelse i samfundet, når de bliver voksne.
DH arbejder med vores partnerorganisationer for tilgængelighed på skolerne, på at træne lærer og andet personale i ikke-diskriminerende adfærd, og for at sikre en inkluderende policy i den nationale uddannelsespolitik.
Mål 8 – Anstændige jobs og økonomisk vækst:
Mennesker med handicap står ofte udenfor arbejdsmarkedet, både det formelle og det uformelle, i udviklingslandene. Dette øger risikoen for et liv i fattigdom.
DH arbejder sammen med vores partnere i syd, for at virksomheder får en inkluderende politik og dermed for at mennesker med handicap får lige muligheder på arbejdsmarkedet. Vi støtter vores partnere til at samarbejde med arbejdsgiverforeninger og nationale myndigheder, der kan sikre en lovgivning med lige rettigheder på området.