Akut indsats skal sikre børns udvikling efter jordskælv

Midlertidige skoler skal sikre uddannelse og udvikling for Nepals børn, mens landets permanente skoler genopføres omhyggeligt. De to jordskælv, der ramte Nepal henholdsvis den 25. april og den 12. maj, får langtrækkende konsekvenser, uanset hvordan genopbygningen gribes an. Blandt andet har mere end 1 million skolebørn mistet deres mulighed for at gå i skole, idet skælvene, der berørte op imod 8 millioner mennesker, raserede 7000 skoler, oplyser Red Barnet.

”Vi ved af erfaring at jo længere tid der går, hvor børn ikke kommer i skole efter en katastrofe, desto større er risikoen også for, at de aldrig kommer tilbage igen. Derfor er det også meget vigtigt meget hurtigt, som et led i den humanitære indsats, at få etableret skolefaciliteter efter en katastrofe”, siger Jonas Keiding Lindholm, der er konstitueret generalsekretær hos Red Barnet.

Else Østergaard er ansat hos Red Barnet Norge som særlig rådgiver om uddannelse i krisesituationer. Hun ankom til Nepal i begyndelsen af Juni 2015 for at deltage i koordinationen af Red Barnet Internationals indsats.

”Da jeg kom havde man opgjort, hvor store ødelæggelserne var. I de 14 distrikter der var værst ramt, anslog man, at 36000 klasselokaler var totalt ødelagt, og at yderligere 15.000 var mere eller mindre medtagede. Selvom tallet blev reduceret til 32000 var der altså nok at begynde på, men vi manglede langsigtede løsninger, så vi måtte derfor gøre noget midlertidigt, for at få dem tilbage i skole hurtigt”, fortæller Else Østergaard.

Det muliges kunst

Løsningen blev fundet i form af Temporary Learning Centers (midlertidige skoler) bygget af bambus og presenninger og bølge-plader i galvaniseret stål. Red Barnet oplyser, at organisationen på nuværende tidspunkt har etableret 434 skoler, der kommer mere 69.000 børn til gode. Ambitionen er i første omgang 500 midlertidige skoler og senere 50 nye.

”Den hurtige kapacitetsopbygning er det muliges kunst. Efter katastrofen er det begrænset, hvilke materialer man overhovedet kan få fat i, når alle vil have fingrene i dem. Samtidig ligger de gamle skoler i ruiner og før vi kan begynde at genopbygge permanente løsninger skal der ryddes op, designes og træffes aftaler med myndighederne. Desuden begyndte vi arbejdet lige før monsunen, der nærmest afløses af vinter i Himalaya”, supplerer Else Østergaard.

Jonas Keiding Lindholm udtrykker samme pragmatiske målrettethed.
”Det kan simpelthen være uhyre kompliceret at blive klar til at bygge i mange lande, og hvis det betyder, at vores bedst mulige reaktion er at bygge skoler midlertidigt på lånt jord, så gør vi det, hvis det betyder at børnene får den beskyttelse, skolen giver”, siger han.

Red Barnet har desuden uddannet 2.272 lærere i at undervise i midlertidige skoler samt i psykosocial støtte. Hertil kommer støtte i form af undervisningsmaterialer.

Mere end blot det boglige

De midlertidige skoler er langt fra perfekte, men for de børn, der kommer i skole, gør de en verden til forskel, og det er ikke blot i akademisk perspektiv.

”Det er gennem skolegang, at de lærer om sund ernæring, sanitet og prævention. Dårlig adgang til skole vil have en afledt effekt på en række udviklingsprioriteter, foruden det helt basale, at børnene bliver sat både kognitivt og udviklingsmæssigt tilbage. Det forplanter sig naturligvis også bredere i samfundet, hvor de berørte børn på sigt ikke vil være istand til at integrere sig fuldt ud”.

Jonas Keiding Lindholm fortæller desuden, at skolegang beskytter eleverne fra at ende i skadeligt børnearbejde eller prostitution.

Uddannelse for livet

Før turen til Nepal har Else Østergaard arbejdet med udvikling af uddannelseskapacitet i Kosovo, Sudan, Liberia og Bangladesh. At skole skaber udvikling er efter hendes erfaring ikke ukendt for børn, med dårlig adgang til uddannelse.

”Du ser børn i næsten alle de lande, hvor jeg har været, hvor lærerne sommetider ikke kommer eller de skal gå langt og de har hårde vilkår. Indimellem spørger du dig selv, hvorfor de kommer i skole. Men de kommer, for de har forstået, at dem der har viden, de kan gøre noget med deres liv”, siger Else Østergaard.

Hun er ikke tvivl om at uddannelse er en vigtig del af nødhjælpsarbejdet, hvis der skal skabes en bæredygtig udvikling efter humanitære katastrofer.

”Hvis man ikke kobler det korte og det lange sammen, så mister man virkelig meget. Da jeg kom til Liberia i 2010 havde der været våbenhvile siden 2003, men der var ikke rigtig blevet uddannet lærere siden 1989. Prøv at forestille dig, hvad det betyder for skolerne. En hel generation var tabt på gulvet, og de var vældig vrede og magtesløse. De var ikke kvalificerede og de kunne ikke få jobs”, fortæller Else Østergaard.