Analyse: Kultiden går mod enden i Europa

I mere end 200 år har Europas historie været indhyllet i en sky af kulstøv og fabriksrøg.

Da den industrielle revolution bredte sig i løbet af 1800-tallet, forandrede det alt. De nye jernbaner, kraftværker og krigsskibe med kulkraft i kedlerne gav de europæiske lande en stor gennemslagskraft både hjemme og ude i verden.

Og efter de to verdenskrige var det igen kullet, der skulle genopbygge det ødelagte Europa. Ved at samarbejde om produktionen af kul og stål skulle freden sikres, og den europæiske Kul- og Stålunion blev efterhånden til det EU, vi kender i dag.

Men meget tyder på, at kullets tid nu er ved at være forbi i Europa. De sorte klumper bruges i dag mest til at producere elektricitet i kraftværker, og næsten alle EU-lande er nu i gang med at skære ned på deres forbrug.

Alene i første halvdel af 2019 faldt brugen af kul i de europæiske lande med næsten en femtedel. Det store fald sker, efter at kulforbruget allerede var faldet med 30 procent fra 2012 til 2018. Det viser tal fra den britiske klimatænketank Sandbag, der har analyseret data fra ENTSO-E, en sammenslutning af 43 elnetoperatører, primært i Europa.

Faldet i kulforbruget er et ”kollaps”, skriver tænketanken. Den store opbremsning har også fået den indflydelsesrige internationale samarbejdsorganisation World Economic Forum til at spekulere på, om faldet ikke kun er midlertidigt, men derimod markerer ”begyndelsen på enden for kul i Europa”.

Alle vesteuropæiske lande vender sig væk fra kullet. Det er især de tidligere så store kulnationer Tyskland og Storbritannien, der sætter kursen, men lande som Frankrig, Spanien, Irland og Holland går også i samme retning. Selv kulkæmpen Polen brugte seks procent mindre kul i første halvår af 2019. Kun Slovenien, Bulgarien og i mindre grad Østrig har skruet op for kulforbruget i samme periode.

Flere lande har de seneste år haft perioder, hvor de brugte meget lidt kul, eller helt holdt en pause. I maj kørte Storbritannien i to uger uden kulkraft, fordi landet nu har så mange vindmøller, at de dækker en stor del af energiforbruget, når vindforholdene er gode. Briterne er de senere år blevet langt bedre til at skrue op og ned for deres kulkraftværker i takt med den svingende produktion fra de grønne energikilder.

Cirka halvdelen af det europæiske fald i kul skyldes, at landene nu bruger mere vedvarende energi som sol og vind. Den anden halvdel af faldet skyldes, at naturgas har fået en langt større rolle i energiforsyningen. Naturgas er lidt bedre for klimaet, fordi gassen udleder mindre CO2 end kul, når begge brændstoffer leverer den samme mængde energi. Og samtidig er gas et langt renere brændstof end kul, hvilket giver en bedre luftkvalitet.

Renere luft er den ofte glemte gevinst ved at gå væk fra at bruge kul. Det beskidte brændsel er nemlig en af de største årsager til dødbringende luftforurening, fordi det udleder blandt andet kræftfremkaldende arsenik og giftige tungmetaller som bly, kviksølv og cadmium. Det er ikke kun et teoretisk problem. Røgen fra kulkraftværker er med til at fremkalde astma, kræft, hjerte- og lungesygdomme.

Verdenssundhedsorganisationen WHO anslår, at omkring 4,2 millioner mennesker hvert år dør af sygdomme, der skyldes udendørs luftforurening. En betydelig del af forureningen stammer fra kulkraftværker. Ifølge organisationen Union of Concerned Scientists står USA’s kulkraftværker hvert år for 45 procent af landets udledning af det meget giftige kviksølv.

Klimaet har gjort kulkraft til en tabersag. I disse år vokser den folkelige modstand mod alle fossile brændstoffer, især kul og olie. Klimaprotestbevægelsen samler hundredtusinder af mennesker til demonstrationer, og i England har vi set protestgruppen Extinction Rebellion blokere veje og broer. I juni trængte flere hundrede aktivister ind i kulmineområdet Garzweiler i Tyskland for at standse udvindingen af det særligt forurenende brunkul.

Men aktivisterne er i stigende grad også begyndt at bekæmpe kulkraften i retslokalet. Det sker både i Europa og ude i verden. I Polen og Kenya er nye kulkraftværker de senere år blevet aflyst på grund af klima- og miljøretssager.

Samtidig stiger den politiske modvilje mod kullet, og EU’s kulforbrug forventes at fortsætte med at falde frem mod 2023. Alle vesteuropæiske lande har nu sat en dato for, hvornår de helt vil dreje kulnøglen om. Storbritannien ønsker at droppe kulkraft i 2025, hvorimod Frankrig og Sverige planlægger at lukke og slukke deres sidste kulkraftværk allerede i 2023.

Det er slut med at sende kulsorteper videre. En anden vigtig del af forklaringen på den mindre appetit på kul er ifølge tænketanken Sandbag, at det er blevet dyrere at bruge det beskidte brændstof. Prisen på CO2-kvoter er steget kraftigt på få år og nærmer sig nu 30 dollars pr. udledt ton CO2. Det gør både naturgas og grøn energi mere interessant, fordi begge dele udleder mindre CO2 end kul, og derfor bliver relativt billigere at benytte.

Priserne stiger især, fordi EU har ændret på reglerne for sit CO2-kvotesystem. Tidligere har systemet mest af alt flyttet lidt rundt på forureningen, fordi det blev billigere at udlede CO2 i andre lande, når et land som Danmark udledte mindre. Når Danmark byggede en vindmøllepark, fik vi brug for at købe færre CO2-kvoter, og når efterspørgslen derfor blev lavere, faldt prisen for hver kvote på kvotemarkedet.

Men sidste år blev kvotesystemet ændret, så overskudskvoter nu fjernes permanent fra markedet. Der tegner sig derfor en selvforstærkende udvikling: Den politiske modvilje gør kullet dyrere at bruge, og de højere kulpriser styrker lysten til at bruge andre energikilder end kul.

Europa viser vejen frem. Selvom Europa nu bevæger sig væk fra kulkraft, voksede verdens samlede kulforbrug alligevel med 1,4 procent sidste år, i takt med en generelt stigende appetit på energi.

Det er mest i EU og USA, at forbruget af kul ventes at falde frem mod 2023. I Sydøstasien og Indien ventes forbruget at stige. Kina bruger i dag over halvdelen af verdens kul, og Indien bruger mere kul end Europa og Rusland tilsammen. Derfor er det langt fra nok til at løse klimaproblemerne, at Europa vælger kullet fra.

Alligevel kan den nye europæiske retning have stor indflydelse. I gamle dage havde minearbejderne ofte et bur med en kanariefugl med ned i kulminen, fordi fuglen var mere følsom overfor giftige gasarter. Når fuglen faldt ned fra pinden, vidste minearbejderne, at det var på tide at komme op til overfladen. Når Europa vælger at lade kullet blive fortid, viser det også andre lande, at der er en vej ud af kulminen.