Analyse: Ordet ”corona” er på alles læber. Her er tre ord, du også godt kan vænne dig til.

Da den ødelæggende tsunami i december 2004 ramte kysterne ved det indiske ocean, smadrede de op til 30 meter høje bølger både samfund og menneskeliv i et omfang, vi sjældent har set i nyere tid. Oven i tabet af mere end 200.000 menneskeliv fordelt på 11 lande, stod de ramte nationer og lokalsamfund over for en gigantisk opgave med at genopbygge alt det, tsunamien havde styrtet i grus. Det var i kølvandet på denne katastrofe, at begrebet ”build back better” blev introduceret af den tidligere amerikanske præsident Bill Clinton, der var blevet udnævnt til FN’s generalsekretærs Særlige Repræsentant for Tsunami Genopretning. Termen er siden blevet udbredt blandt forskere og fagfolk inden for især naturkatastrofer. Og selvom visionen om at genopbygge ”bedre” virker ligetil, så har erfaringerne vist, at det kan være svært i praksis. Ikke mindst fordi, det kræver en klar idé og enighed blandt de involverede – fagfolk, donorer, regeringer – om, hvad ”bedre” egentlig er.

Ikke desto mindre er de tre små ord igen begyndt at komme på alles læber inden for især FN-systemet og blandt klimaeksperter i forbindelse med coronapandemien, der må siges også at koste menneskeliv og smadre samfund – denne gang over alt på kloden. Og der er ingen tvivl om, at ”bedre” i FN-generalsekretær António Guterres’ øjne betyder ”grønnere”.

”Den nuværende krise er et wake-up call uden fortilfælde. Vi er nødt til at vende behovet for genopretning til en reel mulighed for at gøre tingene rigtigt i fremtiden”, sagde Guterres i forbindelse med Den Internationale Moder Jord Dag i slutningen af april.

Et bedre sundhedsvæsen og effektiv sygdomsbekæmpelse er allerede en del af Verdensmålene, der blev vedtaget i 2015, og FN-systemet peger da også i retning af at indfri Verdensmålene, hvis verdenssamfundet skal være bedre rustet mod globale pandemier i fremtiden. Der er dog langt fra tale om en ”fortsæt som hidtil med at indfri Verdensmålene”-holdning i lyset af den aktuelle coronakrise. Guterres og FN har nu udlagt seks konkrete klima-initiativer, de mener, regeringerne skal bruge til at ’build back better’, når verdenssamfundet skal genoprettes efter coronakrisen. Det centrale i de seks bud er en accelerering af den grønne omstilling. De enorme summer penge, der vil blive brugt på genopretning, skal fokuseres på at skabe nye, grønne jobs og forretningsområder. Og i de tilfælde, hvor det er skatteborgeres penge, der bruges til at redde virksomheder, skal midlerne være direkte bundet til at skabe grønne jobs og bæredygtig vækst. Guterres ser således coronokrisen som det berømte ’window of opportunity’ i forhold til et skifte fra grå til grøn økonomi – ikke mindst ved helt at stoppe tilskud til fossile brændstoffer og fremover sørge for, at dem, der forurener, skal betale for det.

Udover nogle meget klare ønsker om, hvordan regeringerne skal prioritere den grønne omstilling og bæredygtighed i de nuværende og kommende økonomiske hjælpepakker, så udtrykker Guterres i det sidste af sine seks bud et håb om, at det momentum for internationalt samarbejde, som coronakrisen har skabt, også kan give mere og bedre samarbejde i fremtiden. For som han skriver, så respekterer hverken coronavirus eller klimaforandringerne nationale grænser.

Det er selvfølgelig ikke givet, at Guterres’ håb bliver realiseret. I tilfældet med genopretningen efter tsunamien, så man for eksempel i Sri Lanka at fattige tamiler fik bedre fangstredskaber og hjem i form af stenhuse med bliktag frem for lerhytter med strå. Men der er også eksempler på, at landsbyer skyllede væk, og store ressorts derefter skød op på tidligere uspolerede kyststrækninger. Der er næppe tvivl om, at det er meget mere komplekst at ”build back better”, når der er tale om samfundsstrukturer og markedsøkonomier, end når det er konkrete bygninger og infrastruktur, der skal genopbygges efter en naturkatastrofe – og det er ellers kompliceret nok. Men et håb for Guterres’ vision er, at det historisk netop er i kølvandet på nogle af de mest forfærdelige kriser, at nye skelsættende dagsordener har fundet rodfæste. Verdenserklæringen om Menneskerettigheder og FN-systemet selv rejste sig fra asken af Anden Verdenskrig og har nu i en menneskealder været styrende for den globale udvikling.