Der er blot 600 bjerggorillaer tilbage i verden. Her er det gorillaen Rafiki, før han blev skudt af en krybskytte, der nu er blevet straffet i en historisk dom. Brian Woychuk CCBY
Uganda sender gorilla-dræber i fængsel
En historisk dom dømmer krybskytte i Uganda til seks års fængsel for drabet på landet mest kendte gorilla.
Del artikel
Andre Kategorier
Regioner: Afrika
Temaer: Dyrevelfærd, Truede dyr
For første gang i Ugandas historie bliver en krybskytte dømt til fængsel for drabet på en gorilla. Seks år lød dommen for mordet på den landskendte gorilla Rafiki, som er første dom siden en krybskyttelov trådte i kraft sidste år.
Bjerggorillaen Rafiki var kendt i Uganda for sin menneskevenlige adfærd, og blev beskrevet af African Wildlife Foundation som ”den milde kæmpe”. Rafiki efterlod en familieflok på 17 medlemmer, da han den 2. juni blev fundet død. Ifølge BCC skyldes gorillaens død et skarpt objekt, som punkterede hans indre organer.
Krybskytten, som dræbte Rafiki, er Felix Byamuka, som blev anholdt d. 4. juni, efter han blev fundet i nærheden af den døde gorilla. I første omgang påstod Byamuka, at drabet havde været selvforsvar. Men da han blev fundet med spyd og reb på sig, blev Byamuka den 30. juni dømt seks års fængsel for drabet. Derudover blev han også dømt for besiddelse af ulovligt vildsvine- og antilopekød, hvilke lagde fem år yderligere til dommen. Derfor blev Byamuka dømt i alt 11 års fængsel, fremgår det af Uganda Wildlife Authority i en pressemeddelelse.
Direktøren for Uganda Wildlife Authority, Sam Mwandha, udtrykker sin glæde over afgørelsen.
“Vi er lettede over, at Rafiki har fået sin retfærdighed, og dette bør bruges som eksempel til andre, som dræber vilde dyr. Hvis bare én person dræber truede dyr, så taber vi alle. Derfor opfordrer vi alle til at støtte vores arbejde med at bevare dyrelivet for nulevende og fremtidige generationer,” skriver Mwhanda i pressemeddelelsen.
Som følge af krybskytteri mod sjældne arter som bjerggorillaen underskrev Ugandas præsident, Yoweri Museveni, sidste år under på en krybskyttelov, som skal beskytte Ugandas dyreliv.
”Den nye lov er streng, og de, som er involveret i ulovlige dyrelivsaktiviteter, vil mærke lovens vrede,” skriver Uganda Wildlife Authority på deres hjemmeside.
Nogle mener dog, at de strenge love for krybskytteri også kan gå for langt. Henrettelse, tortur og 25 års fængselsstraf er blot eksempler på, hvor langt nogle lande i Afrika vil gå for at beskytte deres dyreliv.
I Uganda hænger de hårde straffe sammen med, at bjerggorillaen er blevet vigtig for Ugandas turisme. det fremgår af NGO’en Uganda Wildlife Foundation, at denne gorillaart er en af landet største turistattraktioner.
Bjerggorillaen et af verdens mest sjældne dyr med en bestanddel på kun 600 gorillaer, hvoraf halvdelen lever i Uganda. Dog viser seneste rapporter, at beskyttelsen af bjerggorillaen er begyndt at virke. Antallet af bjerggorillaer i verden er nemlig steget siden 2008, hvor arten blev beskrevet som ”kritisk truet”. I dag beskrives bjerggorillaen kun som værende ”truet”. Men på trods af den positive udvikling er beskyttelse og hjælp stadig nødvendig for artens overlevelse.