Analyse: Der er guld i de grønne skove

Hvert tredje menneske på kloden er inder eller kineser. Men trods store fremskridt lever mange mennesker i de to enorme lande stadig i dyb fattigdom. Netop derfor er det måske nærliggende at tro, at de ville gribe motorsaven og rydde deres skove for at opnå en kortsigtet gevinst. Men det er ikke sket. I de seneste 25 år har inderne og kineserne derimod arbejdet mere med planteskovlen end med saven, og skovene vokser langsomt, men støt i de to lande. Det viser tal fra Verdensbanken.

I alt er skovene vokset med 601.000 kvadratkilometer i Indien og Kina siden 1990. Det svarer til et område, der er større end Frankrig. Og mange andre lande går samme vej; blandt andet vokser skovene også i Storbritannien, Chile, Vietnam, Tyrkiet, Spanien, Frankrig, Polen og Danmark. Når man ser på verdens fem største skovnationer – Rusland, Brasilien, Canada, USA og Kina – så er det faktisk kun Brasilien, der stadig skærer ned på skovarealet. I USA vokser skovene en smule hvert år, og både Rusland og Canada bevarer deres store trædækkede områder.

Træer kaster penge af sig

Når verdens store skov-lande i højere grad passer på deres træer, skyldes det ikke kun kærlighed til naturen. Det er blevet en god forretning for mange lande at bevare og bruge deres skove bæredygtigt, år efter år. FN’s Fødevare- og Landbrugsorganisation (FAO) har beregnet, at den årlige økonomiske brugsværdi af verdens skove ligger på knap 730 milliarder amerikanske dollars. Skovene giver 1,6 milliarder mennesker mad, arbejde, rent vand,  byggematerialer, adgang til energi i form af brænde, og en række andre goder, som kan ses direkte eller indirekte på den økonomiske bundlinje.

I de seneste år er der desuden kommet yderligere fokus på at styrke skovene, fordi de kan modvirke klimaproblemerne. I dag stammer næsten en femtedel af verdens udledninger af klimagassen CO2 fra rydning af skovområder. Det er mere end de samlede udledninger fra den globale transportsektor, ifølge FN’s miljøprogram UNEP. Når skovene falder, bidrager det derfor til klimaproblemerne. Men hvis skovene bevares og forvaltes rigtigt, kan de blive en del af løsningen. Hvert træ renser nemlig atmosfæren for en stor mængde kuldioxid, mens det vokser, fordi kulstoffet bruges til at opbygge træmassen. Dermed bliver klimagassen låst fast i træet, og bidrager ikke længere til den globale opvarmning. FAO estimerer, at verdens skove har potentialet til at opsuge ti procent af verdens udledning af kuldioxid i den første halvdel af dette århundrede, og at skovene i princippet kan opbevare den indkapslede CO2 for evigt, hvis træerne får lov til at stå.

Da den nye klimaaftale kom i hus under COP21 i Paris sidste år, blev skovenes rolle for første gang officielt anerkendt som en del af løsningen på klimaudfordringen. Det er ikke alene et klart signal til verdens regeringer om at bevare deres skove, det åbner også for direkte financiering fra offentlige og private kilder, hvis det lykkes for landene at reducere deres afskovning, skriver Verdensbanken. Det kan blive en af de bedste investeringer, verden har set. UNEP har beregnet, at en investering på 30 milliarder dollars i at bekæmpe afskovning ville kunne ende med at give et samlet afkast på op til 2.500 milliarder dollars, og skabe millioner af jobs.

Allerede lang tid før klimatopmødet i Paris begyndte verdens lande at fælde mindre skov end tidligere. Mellem 1990 og 2000 skrumpede skovene med 0,18 procent af det samlede skovareal årligt, mens det fra 2000 til 2015 er gået langsommere. 0,11 procent af skoven falder nu årligt uden nyplantning, hvilket lidt forsimplet svarer til, at lidt over ét træ ud af hvert tusind forsvinder hvert år.

Siden 2007 har der ifølge FAO desuden været en tendens til, at verdens lande begynder at se bæredygtigt skovbrug som et nationalt politisk mål. Mange lande har gjort store reelle fremskridt med at fastlægge, hvem der har rettighederne til skovområderne, og hvordan de skal bruges. Det kan i dag ske på baggrund af internationale standarder, der gør bæredygtigheden konkret. Blandt andet skal der plantes lige så mange træer, som der fældes, dyrelivet i skoven skal beskyttes, og skovens arbejdere skal have sikkerhedsudstyr, uddannelse og ordentlig løn. FAO konstaterer dog også, at der stadig er langt fra politik og standarder til virkeligheden i mange lande.

Fattigdom rimer på fældning

Langsommere fældning og mere bæredygtigt skovbrug er på mange måder en god nyhed, men der er stadig store uløste udfordringer. Blandt andet er skovplantning og skovrydning meget ulige fordelt på globalt plan. Og skov er ikke bare skov – der er stor forskel på, hvor rig naturen er i forskellige skove. De lande, der rydder mest, er ofte lavtudviklede lande med højtudviklet tropisk regnskov, som det ville tage enormt lang tid at genoprette, hvis det overhovedet er muligt. Flere skove end nogensinde før er i dag erklæret som beskyttede områder, men beskyttelsen af naturreservaterne bliver ikke altid overholdt i praksis. Her klarer lande som Indien og Kina sig langt værre, end når man kun ser på deres totale mængde af skov.

Ifølge organisationen Forest Trends sker op mod halvdelen af skovrydningen i troperne ulovligt, ofte for at gøre plads til dyrkning af dyrkning af afgrøder som soja og palmeolie, som i stor stil eksporteres til fødevareproduktion i de vestlige lande. Fattigdom er en væsentlig del af udfordringen. Tal fra Verdensbanken tyder på, at lande har tendens til at rydde mindre skov, jo mere velstående landene bliver. Således fortsætter landene i Verdensbankens gruppe af lavindkomstlande med at rydde skov med samme hastighed, som de har gjort i 25 år, med i gennemsnit 0,56 procent om året, hvorimod gruppen af lande i mellemindkomstlaget har reduceret afskovningen fra 0,33 procent i 2000 til 0,12 procent i 2015. Når man ser på de rigeste lande, ligger afskovningen på et rundt nul, og i Euro-området planter landene generelt mere skov, end de fælder.

Hvad enten tallene skal tolkes således, at landene fælder mindre skov, fordi de bliver mere velstående, eller bliver mere velstående, fordi de fælder mindre skov, er der håb om, at skovene fremover kan give et boost til både verdensøkonomien og klimaet – hvis vi beskytter og forvalter dem bæredygtigt.