DANSK MISSIONSRÅDS UDVIKLINGSAFDELING (DMRU)
Peter Blum Samuelsen, Sekretariatschef
I mange udviklingslande spiller de lokale kirker og kirkelige organisationer en vigtig rolle i at støtte fattige mennesker, fordi man er til stede i områder, som ellers kan være svære at nå.
DMRU er en dansk paraplyorganisation for 32 kirker og kirkelige organisationer, der udfører humanitært og socialt udviklingsarbejde. Gennem medlemsorganisationerne og deres samarbejdspartnere støtter vi en lang række lokale udviklingsprojekter, der arbejder med blandt andet sundhed, innovation, uddannelse og fortalervirksomhed.
Dansk Missionsråds Udviklingsafdeling og Verdens Bedste Nyheder
DMRU er med i Verdens Bedste Nyheder, fordi vi gennem vores arbejde som puljeorganisation ser, hvordan danske kirker og kirkelige organisationer sammen med deres partnere rundt om i verden er med til at skabe forandring blandt verdens fattigste. Vi oplever, at der rundt om i verden sker en god og bæredygtig udvikling, som det er vigtigt at for fortalt danskerne om.
Hvert år opfordrer og hjælper vi vores medlemsorganisationer med at bidrage med positive historier. Derudover skriver vi selv løbende historier med fokus, hvordan udviklingssamarbejdet gør en forskel.
Dansk Missionsråds Udviklingsafdeling og Verdensmålene
Vi kan ikke nå Verdensmålene, hvis ikke alle er med – det gælder også de religiøse aktører. Kirker og kirkelige organisationer i partnerskaber arbejder på forskellige måder med at bidrage til Verdensmålene, lige fra at starte skoler i udsatte områder til at styrke fredelig sameksistens gennem dialog og samarbejde mellem religiøse ledere. DMRU støtter vores medlemsorganisationer og deres partneres arbejde med at nå Verdensmålene gennem rådgivning og økonomisk støtte.
Som puljeorganisation arbejder DMRU ikke alene med nogle specifikke Verdensmål, men med de Verdensmål, som vores medlemsorganisationer og deres partnere arbejder med.