International Kontakt
Anette Sonne, formand for International Kontakt
Foreningen International Kontakt (IK) er en forening, dannet i 1982. Fra 90’erne har vi haft temarejser til det vestafrikanske område. Det har udmøntet sig i at vi i samarbejde med lokale grupper og ”associations” har indledt et samarbejde i Burkina Faso og i Mali.
IK er partner i Verdens Bedste Nyheder fordi dette konstruktive organ inden for medieverden ligger i forlængelse af IKs ønske om at arbejde for en positiv udvikling på lokalbefolkningens præmisser, og medvirke til at dokumentere, at udviklingsbistand lønner sig og skaber inspiration, fremdrift og gode relationer.
International Kontakt og Verdensmålene
Vores bidrag til Verdensmålene ligger i at udvikle samarbejdet inden for to meget forskellige samarbejdsprojekter. Igennem disse to projekter rammer vi 10 ud af de 17 Verdensmål.
I landsbyen Pah i Malis Dogon område har IK i mere end 15 år samarbejdet med landsby gruppen Association Ampari. Samarbejdet startede i 2003, hvor en grundskole for 129 elever bliver startet. På den måde arbejder vi for Verdensmål 1,3 og 4.
Skolen har 236 elever ved udgangen af 2017. Skolens elever får hver dag et nærende måltid varm mad, der laves af landsbyens kvinder på skift. Grøntsager leveres helt eller delvis af landsbyens bønder, men afgørende i bespisningen er finansieringen af IKs medlemmer og bidrag fra fonde. Således er vi med til at sikre Verdensmål 2 og 3 i lokalområdet.
Igennem årene har landsbyen fået et sundhedshus med føde- og skadestue, et kvindehus, en sygruppe, alfbetisering af kvinder og af en mandegruppe. Børne- og mødredødeligheden er næsten forsvundet. Sundheden og hygiejnen er markant styrket. Skoleelever i stort tal forsætter uddannelse og den første sygeplejerske er uddannet og to er startet på Universitetet. En gruppe kvinder sælger karité smør (eng. Shea butter) til to kvinder på Bornholm, der på økologisk vis forarbejder det til cremer. Kvinderne går det godt betalt og får andel i overskuddet. Således forsøger vi at imødekomme Verdensmål 3, 5 og 10.
Siden 2004 har projekt Filbleu solgt beklædning, tilbehør og artikler til hjemmet til danske kunder via hjemmesiden. Det drejer sig om artikler fremstillet i den gode – og helst – økologiske bomuld, tilvirket af kardere, spinnersker, vævere og skrædder i Mali og Burkina Faso. Salgsoverskuddet går tilbage til producenterne. Her arbejder vi for Verdensmål 7, 8 og 15.
Sammenfattende kan det siges, at mange af IK’s medlemmer har gode relationer til mange af de personer, der er tilknyttet projekterne gennem besøg i Burkina Faso og indtil 2011 også i Mali. Igennem vores engagement af IK’s medlemmer sikrer vi slutteligt også Verdensmål 17 – Partnerskab for handling.