Analyse: Eksperter peger på økologi i kampen mod sult

Det er både blevet tørrere, varmere og mere vådt i Uganda. Klimaforandringerne betyder, at den tørre periode oftere og oftere bliver til langvarig tørke – for derefter at blive afløst af regnskyl så kraftige, at de skyller jorden væk. Uganda er blot et af de lande, hvor mange af verdens i alt 500 millioner af småbønder og familielandbrug for alvor skal tilpasse sig et klima med vildere og vildere vejr. Samtidig kommer op mod 80 procent af den mad, der bliver serveret på de afrikanske middagsborde, netop fra småbønder og familielandbrug. De er selv ofte blandt de fattigste og mest sårbare grupper, så der er ikke langt fra en fejlslagen høst til decideret sult. Småbønderne er derfor afgørende for kampen mod fattigdom og mulighederne for at brødføde en voksende afrikansk befolkning.

Verdens landbrugsjord går til grunde

FN’s fødevare og landbrugsorganisation, FAO, peger på, at udviklingsstøtten til småbønderne ofte har været fokuseret på at øge udbyttet med konventionelle metoder og få småbønderne til at lægge deres landbrug sammen for at høste stordriftsfordele. Men FN konstaterer også, at denne type løsninger ofte fungerer bedst for en mindre gruppe af de i forvejen økonomisk bedst stillede småbønder. Og at den konventionelle tilgang nogle steder har resulteret i udpint jord, der ikke kan dyrkes. Under klimatopmødet i Paris offentliggjorde forskere fra University of Sheffield et nyt studie, der viser, at over en tredjedel af verdens agerjord, er blevet ødelagt. Den alarmerende udvikling er sket på blot 40 år og er en direkte konsekvens af forurening, udpint jord og erosion. Forskerne bag studiet fastslår, at tabet af landbrugsjord sker i et hurtigere og hurtigere tempo. Udviklingen kan blive uigenkaldelig, med mindre der sker store ændringer i verdens ikke-bæredygtige landsbrugsmetoder.

Men ifølge FN’s konference for handel og udvikling, UNCTAD, kan billige og lettilgængelige økologiske metoder øge udbyttet, indkomsterne og fødevaresikkerheden hos småbønder i udviklingslande – uden at skade miljøet og udpine jorden. Når visne blade og planter får lov at ligge og dække jorden omkring afgrøderne, hjælper med at skærme jordens fugt fra den bagende sol. Samtidig får jorden ny næring fra komposterede planterester. Såkaldt skovlandbrug er også en måde at beskytte jorden mod erosion i den kraftige regntid, og det gør samtidig familierne mindre sårbare, fordi de ikke kun er afhængige af succesfuld høst af én type afgrøde. Samtidig er bønderne fri for at skulle investere i pesticider. Skovlandbrug kan for eksempel være, at der øverst dyrkes høje træer som avocado og papaya, dernæst et ”mellemlag” af bananplanter og nederst afgrøder som kaffe og chili. Den viden om, hvordan man får mest ud af metoderne, har blandt andet Økologisk Landsforening i Danmark forsøgt at udbrede via projekter i Østafrika. Ifølge UNCTAD, er netop udbredelsen af viden om bæredygtige metoder afgørende for de små familielandbrug.

Økologiske metoder i vækst

De fleste afrikanske familielandbrug, der bruger økologiske metoder, er ikke certificerede økologiske, blandt andet fordi det er dyrt at blive certificeret. Men ifølge det schweiziske forskningscenter for økologi FIBL er cirka 1,4 procent af verdens samlede landbrugsareal økologisk, og selvom økologien både er i vækst globalt og i Afrika, så dækker de certificerede områder her kun cirka 0,2 procent af kontinentets totale landbrugsareal. Uganda er det land i Afrika, der har det højeste antal certificerede økoproducenter, nemlig 210.352.

Verdens problemer med mangel på mad handler ikke kun om produktion, men i høj grad også om fordeling. FN har efter konsultation med en lang række eksperter slået fast, at selvom det ikke kan siges med sikkerhed, at økologiske metoder alene vil kunne brødføde en langt større afrikansk befolkning i fremtiden, så har de nuværende konventionelle metoder ikke formået at sikre mad til alle. Så selvom mere bæredygtigt jordbrug næppe i sig selv løser alle problemer med den globale fødevareforsyning, så er konklusionen, at det er et skridt i den rigtige retning – især for småbønderne.