Magomberaskoven er rig på sjældne dyr og planter. Her er en abe i det nærliggende Udzungwga-område. Foto: CCBY Marc Veraart
Nyt håb for truet skov i Tanzania
Tanzania freder unikt skovområde, der er på randen af kollaps. Det giver håb for truede dyr og hjælper lokale landsbyer.
Del artikel
Andre Kategorier
Regioner: Afrika
Temaer: Afrika under forandring, Bæredygtighed, Klima, Natur
Tanzanias regering har valgt at frede den unikke Magomberaskov efter forskning har vist, at den er udrydningstruet. Ifølge en rapport fra York Universitetet i England, er skoven hjemsted for talrige sjældne planter og dyr som den truede abeart rød colobus og Magombera-kamæleonen. Men ulovlig træfældning og krybskytteri har presset det dyrebare område til grænsen.
”Da jeg startede med at arbejde i Magomberaskoven for 15 år siden, var det helt klart et biologisk vigtigt sted, men lyden af økser og macheter kunne høres overalt,” siger Andy Marshall, professor i bevaringsbiologi på York Universitet i England, i en artikel på universitetets hjemmeside.
”Men i de seneste par år har vi arbejdet sammen med landsbyer i området og nedbragt skovhugst og skovbrande, så tusinder af nye små træer nu igen vokser frem i det, der engang var en næsten udtømt skov”.
Allerede i 1970’erne gjorde forskere opmærksom på den rige og sjældne natur i Magomberaskoven. Det har dog ikke været muligt at frede området før nu, fordi store dele af skoven var ejet af en sukkerproducent. Sidste år lykkedes det dog bevaringsgruppen Udzungwa Forest Project at samle nok penge til at opkøbe området. Den danske naturfond Aage V. Jensen Fondet var blandt bidragsyderne.
Der skulle dog mere end fondsmidler til for at redde skoven, for lokale landsbyer er afhængige af områdets ressourcer for at klare sig. Derfor samarbejdede Tanzanias regering og York Universitetet med de lokale for sikre, at de kunne få træ fra andre områder. Og ved at gøre Magombera til nationalpark er det planen, at turister mod betaling kan besøge skoven. Pengene skal blandt andet gå til de lokale landsbyer.