I Californien lægger transportmyndighederne forsøgsveje bygget af genbrugsplast og genanvendt asfalt. Foto: Caltrans
Plastikskrald bliver til nye veje
Flere steder i verden arbejder myndigheder, virksomheder og forskere med at bruge plastikaffald som et råstof i veje.
Del artikel
Andre Kategorier
Regioner: Globalt
Temaer: Affaldshåndtering, Plastik, Teknologi
Vejmyndigheder og anlægsvirksomheder forsøger sig med nye måder at genanvende plastikaffald, der ellers ofte ville blive brændt eller smidt på en losseplads. Plastikken erstatter noget af det bitumen, der er ”limen” i asfalt. Det er en klæbrig, sort masse, som er et restprodukt fra olieindustrien. Produktionen af et ton bitumen udleder næsten 200 kilo CO2 samt skadelige partikler. Hvis man kan erstatte noget af det med plastik, der alligevel ikke kan genanvendes, skåner man miljøet og klimaet.
I Indien har man i flere stater og byer siden 2002 tilføjet plastikaffald i vejlægningen, skriver The Guardian. Plastikaffald som emballage og engangsposer, der ikke kan genbruges, bliver vasket og tørret, før det bliver hakket til granulat. De små stykker plastik bliver hældt over det første lag varme asfalt, så det smelter og binder bitumen bedre sammen med de sten og grus, der udgør det meste af vejen. Det erstatter næsten en tiendedel af vejens bitumen, eller hvad der svarer til et ton pr. kilometer vej, og forsøg viser, at vejene bliver mere slidstærke med plastik i. Flere end 10.000 kilometer vej i Indien har indtil videre fået tilsat plastikskrald. Der er også lavet forsøg i både Skotland, Indonesien og Australien.
100 procent genanvendelse
I det nordlige Californien er Caltrans, den californiske transportmyndighed, i gang med forsøg for at se, om man kan erstatte alt bitumen i veje med gamle plastikflasker. Det er et pilotprojekt, hvor nogle hundrede meter tresporet highway blevet belagt med plastik.
De afprøver en ny metode, hvor man kan lægge ny vejbelægning på med 100 procent genanvendte materialer. Store maskiner skærer det gamle asfalt op, knuser det og blander det med flydende genbrugsplastik, før det bliver lagt som ny vej. Laboratorieforsøg viser, at plastikvejene er mere hårdføre end normalt, så de skal repareres sjældnere. Samtidig betyder processen med 100 procent genbrugsmateriale, at man ikke bare sparer bitumen, men også en masse udledninger fra lastbiltransport, der skal køre den gamle asfalt væk og den nye asfalt ind.