En rigmand med bankkontoer i udlandet kan ikke længere skjule sine penge fra skattemyndighederne, da hjemlandet automatisk modtager informationen om, at han har penge stående. Illustration: Lauge Eilsøe-Madsen, pensler fra Brusheezy.com
Rigide registreringer redder skattekroner: Svindlere får trangere kår
Det er blevet sværere for private skattesnydere at gemme deres penge. Nu bekæmper automatiske registreringer internationalt skattely.
Del artikel
Andre Kategorier
Ifølge de nyeste tal fra OECD går det fremad med at stoppe internationalt skattely for private borgere. Siden 2017 har automatisk registrering af private penge skaffet mere end 100 milliarder euro ekstra skatteindtægter på verdensplan. Det skyldes, at flere private penge bliver registreret mellem lande. Ifølge OECD blev der i 2018 registret 4.9 billioner euro, hvor der blev registreret 10 billioner euro i 2019. Det er en fordobling på et år, og OECD forudser, at tallene kun vil stige.
Ulovligt, internationalt skattely har været relativt simpelt for private. Når private rigmænd vil skjule penge fra skattemyndighederne, kan de bruge en konto i udlandet uden at fortælle det til hjemlandets myndigheder. Hvis de ikke kender til pengene på udenlandske konti, kan de ikke kræve skat af dem, og på den måde kan private undgå skattemyndighederne.
”Problemet ved skattely er, at vi alle mister store skatteindtægter, som jo skal bruges til drive vigtige institutioner i samfundet som skoler og hospitaler. Man mister simpelthen penge til at finansiere landet,” siger Christian Hallum, der er senior skatteunddragelsesekspert hos organisationen Oxfam IBIS, der arbejder for at bekæmpe international ulighed.
Der er ingen, der præcist ved, hvor mange penge der bliver skjult internationalt, men undersøgelser viser fx, at omkring 30 procent af de private formuer i Afrika gemmes væk i skattely. Derfor er flere registreringer et vigtigt værktøj, forklarer Kim Tolstrup, som er underdirektør i Skattestyrelsen med ansvar for international skatteunddragelse.
”Det er svært at sige, hvor mange penge der mistes, men vi kan se at antallet af informationer vokser år for år,” siger han.
”Så internationalt skattely bliver sværere”.
Nøglen til hemmeligheder
Ligesom svindlertricket er simpelt, så er bekæmpelsen også ligetil: Registreringen af pengeoverførslerne sker automatisk. Før var det op til den enkelte borger at registrere pengene og sende informationen til skattemyndighederne i hjemlandet – det var der mange, som ikke gjorde. Men nu sker det automatisk, og derfor modtager lande mange flere informationer om, hvor og hvem der har penge i udlandet. Derfor kan en svindler med en udenlandsk konto ikke så nemt skjule sine penge.
Den automatiske registrering stammer fra 2014, da omkring 160 lande gik sammen i en aftale med OECD.
”Internationale aftaler som denne spiller en meget vigtig rolle for os, da vi nu modtager informationer, som ellers aldrig ville være tilgængelige for os,” forklarer Kim Tolstrup.
Christian Hallum fra Oxfam IBIS er enig i, at der er sket en stor fremgang, men håber, at flere udviklingslande kommer med.
”Det er et kæmpe gennembrud at få automatiseret registreringerne, og det er en vigtig fremgang. De automatiske registreringer er simpelthen nøglen til at åbne for svindlernes bankhemmeligheder,” siger Christian Hallum. ”Vi er nået rigtig langt i bekæmpelsen af skattely, men vi mangler stadig at få udviklingslandene, hvor behovet er størst, med.”
Han forklarer, at lignende internationale aftaler også ville virke mod problemer med internationale selskabers skattely.
”I fremtiden håber vi på et tilsvarende gennembrud i forhold til selskaber, hvor vi ikke længere vil acceptere, at multinationale selskaber bruger skattely og skattetricks, så de slipper med at betale så lidt i skat.”