Foto: CCBY UNAMID

Foto: CCBY UNAMID

Halv pris på vaccine kan redde tusinder fra jordens største børnedræber

Lungebetændelse er den sygdom, som dræber flest børn på verdensplan. Men en ny, billigere vaccine kan nu være med til at redde utallige af verdens fattigste børn.

Læs mere

Verdensmål 3: Sundhed og Trivsel

Læs mere

Verdensmål 17: Partnerskaber for Handling

Del artikel

En ny lungebetændelsesvaccine til næsten halv pris. Det er resultatet af et samarbejde mellem Indiens Seruminstitut, Unicef og organisationen Gavi, der arbejder for at sikre vacciner til verdens fattigste lande. Ifølge Unicef kan prisnedsættelsen betyde, at op mod 30 procent flere børn vil blive vaccineret mod lungebetændelse i lavindkomstlandene. Og det redder liv.

Lungebetændelse dømmer hvert år 800.000 børn under fem år til døden. Det svarer til 2.191 daglige dødsfald – altså et barn hvert 39. sekund verden over.

Faktisk dræber sygdommen flere børn end malaria, diarré og mæslinger tilsammen og står for 15 procent af verdens dødsfald blandt børn under fem år. En undersøgelse fra Johns Hopkins Universitet forudser, at 6,3 millioner børn i denne aldersgruppe risikerer at dø af lungebetændelse mellem årene 2020 og 2030.

10 millioner vacciner til verdens fattigste børn

En lang række af disse dødsfald kan forhindres ved at vaccinere mod bakterierne pneumokokker, som er en af årsagerne til lungebetændelse. Denne vaccine har været en del af Danmarks børnevaccinationsprogram siden 2007, men den er meget kompleks og dyr at fremstille.

Derfor får de fattigste lande ofte først vaccinen ti-femten år senere end de industrialiserede lande, hvilket er en af grundene til, børnedødeligheden som følge af lungebetændelse rammer verdens mest trængende og dårligst stillede børn hårdest.

Det er Indiens Seruminstitut, som står bag produktionen af den nye vaccine. Den koster to amerikanske dollars per dosis, hvilket er en prisreduktion på 43 procent fra den tidligere pris. Som en del af aftalen vil Indiens Seruminstitut, hvert år over det næste årti, sikre 10 millioner vacciner til de 73 Gavi-støttede lande.

Mere konkurrence giver billigere vacciner

Nyheden om en billigere vaccine bringer begejstring hos Red Barnets chef for sundhed i Storbritannien, Samy Ahmar:

“Det er gode nyheder for lav-indkomstlandene, men i særdeleshed også for mellemindkomstlandene. De vil nu være i stand til at købe vaccinen billigere fra det indiske seruminstitut, og denne pris vil sandsynligvis også presse priserne ned hos de andre producenter”.

Ifølge Flemming Konradsen, professor i global miljøsundhed og leder af School of Global Health ved Københavns Universitet, bliver prisen for et barns fulde vaccinationsforløb væsentligt mindre:

”I mellemindkomstlandene, som selv betaler det fulde beløb for vaccinen, reduceres prisen fra omkring 17-25 dollars til mellem tre og syv dollars. I lavindkomstlandene falder prisen fra omkring tre-fire dollars til cirka to dollars,” siger Flemming Konradsen.

Mange af mellemindkomstlandene har særligt brug for vacciner – For eksempel Nigeria og Indien, som er to af de lande med allerhøjest børnedødelighed som følge af lungebetændelse.

Prisreduktionen på vaccinen kommer ikke til at løse hele problemet, da lungebetændelse også kan forsages af andre årsager end pneumokokker. Men ifølge UNICEF giver den lavere pris mulighed for at redde millioner af børns liv.

Store fremskridt mod lungebetændelse

Børnedødeligheden som følge af lungebetændelse er faldet markant gennem de seneste tre årtier. I 1990 døde mere end to millioner børn af lungebetændelse hvert år. I 2017 var det reduceret med næsten to tredjedele.

Det skyldes blandt andet bedre ernæring, mindre luftforurening, og bedre sanitet, hvilket hænger sammen med fald i den globale fattigdom. Bedre adgang til lungebetændelsesvaccine og antibiotika har også bidraget til at reducere dødeligheden.

Relaterede nyheder