Foto: CCBY Government of the United Republic of Tanzania / Rashid Mbago
Nu kommer Tanzanias mest udsatte børn i skole
Handikap er et tabubelagt emne i Tanzania og udelukker mange børn fra skolen. Den danske organisation IAS arbejder med at uddanne lærere og skabe rummelighed i de lokale skoler.
Del artikel
Hvem er IAS?
International Aid Services Danmark (IAS DK) startede i 2000 (www.ias-intl.org/dk)
- IAS DK arbejder med udviklings- og nødhjælpsprojekter
- Fokus er på inkluderende uddannelse, civilsamfundsopbygning og vand i primært Østafrika og Afrikas Horn
- Finansiering sker gennem Danida, fonde, private indsamlinger og donationer
- IAS DK hører under IAS (ias-intl.org)
Andre Kategorier
Regioner: Afrika
Temaer: Børn og unge, Handicap, Rettigheder, Uddannelse
”Moja, mbili, tatu…” – Et, to, tre… Juliana Rubasha tæller højt fra sin plads på gulvet for at vise, hvad hun har lært i skolen. Hendes arme og ben er tynde og vidner om hendes fysiske handikap. Diskret, smilende og med en vis portion stædighed tæller hun til 20, men hendes stolte mor understreger, at Juliana skam godt kan blive ved, og at hun også kender alfabetet og kan læse lidt.
Ni-årige Juliana er et af de børn, der har fået hjælp gennem International Aid Services’ (IAS) skoleprojekt i regionerne Rukwa og Katavi i det sydvestlige Tanzania. Her er handikap forbundet med tabuer, og mange af disse børn tilbringer dagene i hjemmet og afskæres fra skolegang og social kontakt. Projektet forbedrer skolers fysiske rammer ved at bygge ramper og lettilgængelige toiletter. Der skabes opmærksomhed blandt forældre og lokalsamfund om retten til skolegang for alle. Lærere undervises, og der laves lobbyarbejde blandt myndigheder og Uddannelsesministeriet. Dermed er IAS med i kampen om at sikre grundskoleuddannelse til alle.
Julianas mor, Zefrina Nandi, blev sidste år kontaktet af projektkoordinator Fortunatus Rafael. Han henvender sig til familier for at klarlægge børns behov og mulighed for skolegang. Zefrina Nandi havde tidligere forhørt sig i den lokale skole for at få datteren indskrevet. Hun fik afslag, da de ikke havde nok ressourcer. Takket være projektets lærertræning og opførelsen af handikapvenlige faciliteter, var de nu i stand til at tage imod Juliana.
Det er et år siden, at Juliana skiftede hverdagen i hjemmet ud med undervisning sammen med andre elever, og hendes mor mærker tydeligt forbedringer.
”Før var hun meget isoleret og slet ikke glad. Nu er hun blomstret op og glæder sig altid til at komme i skole”, fortæller Zefrina Nandi.
Faglig stolthed og øget motivation
En del af projektet er træning af lærere i specialundervisning og inklusion. 17 lærere er undervist, og ni af dem er yderligere trænet i at vurdere graden af barnets handikap. I projektets første år er 270 børn med særlige behov blevet undersøgt og heraf er 200 kommet i skole.
Lærerne Scolastica Nyoni og Bwigane Mwasipu mærker begge, hvordan undervisningen har givet dem redskaber i det daglige arbejde:
“Når vi underviser børn med særlige behov, ved vi nu, hvem vi skal kigge efter. Der er derfor kommet en større nærhed mellem lærer og elev”, fortæller Scolastica Nyoni.
De understreger den faglige stolthed, som undervisningen har givet dem, og hvordan de er blevet motiverede til at lære mere. Udover at de nu er en ressource for eleverne, er deres viden også til stor gavn for deres kollegaer, som de videregiver læring til, når de fyldte skemaer tillader det.
Holdningsændring i lokalsamfundet
Lærerne mærker også, hvordan der er sket store forbedringer i lokalsamfundet siden projektet startede for halvandet år siden.
”Forældre henvender sig selv for at komme i kontakt med lærere, der kan undervise deres børn med særlige behov. Før troede de ikke, at skole var en mulighed for dem”, siger Bwigane Mwasipu.
Også Zefrina Nandi kan mærke, at der er nedbrudt barrier og tabuer. Mange forældre, der har børn med særlige behov, har gennem hendes datter Juliana indset at skolegang er muligt trods fysiske eller mentale udfordringer.
