Atacamaørkenen, San Pedro de Atacama, Antofagasta Region, Chile. Foto: CCBY Klaus Balzano
Chile satser stort på solceller
På kun tre år er solenergi eksploderet i Chile. Andre lande i Sydamerika har også fået øjnene op for den grønne energikilde, der mange steder er blevet billigere end kulkraft.
Del artikel
Andre Kategorier
Regioner: Latinamerika
Temaer: Grøn energi, Klima, Produktion
I 2013 havde Chile meget få solceller, som gav små fire megawatt energi. Men på kort tid har landet mangedoblet kapaciteten, og seneste rapport fra Chiles Energiminister viser, at landet nu har solceller nok til at levere 1.013 MW. Til sammenligning yder Danmarks største kraftværk, Avedøreværket, 825 MW.
Billigere end kul
Chile er stadig i fuld gang med at opsætte flere solcelleanlæg, som vil tredoble kapaciteten yderligere, og har planer om at fortsætte. Landets regering har nemlig sat et mål om 60 procent vedvarende energi i 2030, og 70 procent i 2050.
Det er ikke kun for miljøet og klimaets grønne øjnes skyld, at lande som Chile investerer i solenergi. Det er også for at spare penge. Solen er nu en billigere energikilde end kul i mange lande. I Chiles seneste udbudsrunde for elektricitet vandt solkraft på prisen, uden statsstøtte og i direkte konkurrence mod kullet, skriver finansmagasinet Forbes.
”På ti år er priserne på solceller faldet helt ekstremt meget. Det skyldes især, at kineserne har produceret massivt og dumpet priserne,” siger professor Frederik C. Krebs fra DTU. Han forsker i, hvordan solceller kan gøres endnu billigere og lettere at sætte op i stor skala.
Knitrende strøm fra knastør ørken
Chile har næsten perfekte forhold for solenergi, da landet råder over en stor del af den ekstremt tørre Atacama-ørken. I nogle dele af ørkenen regner det aldrig, og Chiles regering vurderer, at landet derfor har mulighed for at generere op til 100.000 MW solenergi. Det er fem gange landets samlede nuværende forbrug af elektricitet
I alt ventes markedet for solenergi i Latinamerika at blive femdoblet inden 2020.