Det er delfiner som denne, der nu vender tilbage til den amerikanske flod. Billedet her er dog taget i Florida. Foto: CCBY US National Fish and Wildlife Service

Delfiner vender tilbage til renere flod

Efter årtiers kamp for miljøet er en amerikansk flod nu så ren, at delfinerne er vendt tilbage.

Læs mere

Verdensmål 11: Bæredygtige Byer og Lokalsamfund

Læs mere

Verdensmål 14: Livet i Havet

Læs mere

Verdensmål 15: Livet på Land

Læs mere

Verdensmål 16: Fred, Retfærdighed og Stærke Institutioner

Del artikel

Andre Kategorier

Engang var den store amerikanske Potomac-flod fuld af liv. Havørne svævede over floden, der flyder gennem tre stater og munder ud i Chesapeake-bugten på den amerikanske østkyst. Og under vandet boltrede delfiner sig. Siden blev floden voldsomt forurenet, og meget af dyrelivet forsvandt. I 1960’erne stod det faktisk så ringe til, at den daværende præsident, Lyndon B. Johnson, kaldte den ødelagte flod for nationens skændsel.

Men i 1972 vedtog amerikanske politikere loven Clean Water Act om at stoppe vandforureningen. Loven medførte, at spildevand blev bedre renset, og forureningen fra landbrug og industri blev formindsket. Senere har et stort projekt for at rense vandet i Chesapeake-bugten og dens floder, heriblandt Potomac, haft effekt. Nu, halvtreds år efter, er livet i Potomac-floden endelig ved at vende tilbage.

”Potomac-floden er ved at gøre comeback, og er på vej til at blive ligesom floderne Charles, Willamette og andre bynære floder, der har kommet sig bemærkelsesværdigt i de senere år,” siger Hedrick Belin, leder af organisationen Potomac Conservancy, der i 25 år har arbejdet for at beskytte og genoprette floden.

Forskere analyserer og vurderer hvert år flodens sundhedstilstand, og giver den en karakter efter den amerikanske skala, der bruger bogstaver. I 2011 fik floden kun karakteren D, men i 2016 var karakteren steget til B-, og seneste karakter hedder B.

Et helt konkret tegn på den renere flod er, at delfinerne nu er vendt tilbage. Gamle avisudklip viser, at delfiner var almindelige i floden i 1800-tallet, men på grund af forureningen har delfinerne været forsvundet fra floden så længe, at mange har glemt, at de engang var der. I 2015 talte forskerne så, at 200 delfiner var vendt tilbage til floden, og seneste tælling viser, at der nu er omkring 1000 delfiner i Potomac.

Forskerne har et nogenlunde præcist billede af, hvor mange delfiner der er. Det skyldes, at man med moderne teknologi kan tage et billede af halefinnen, der er unik for hver delfin. Med en computer kan man så slå op i en database over delfinerne i floden, og finde ud af, om det er en ny delfin, eller en af dem, man allerede har set før. Databasen giver endda mulighed for, at hver delfin kan få sit eget navn, og mange er opkaldt efter amerikanske politikere. Derfor svømmer både ’George Bush’ og ’Hillary Clinton’ i dag rundt i floden.

Hvis vandet fortsat bliver renere, er der udsigt til, at også de menneskelige politikere og alle andre kan få en svømmetur. Myndighederne overvejer nemlig at løfte den advarsel, der i lang tid har været mod at bade i floden, og Washington D.C. vil måske sætte badebroer op i 2025.

Relaterede nyheder