Grønne lasere i en anden sammenhæng. Foto: CCBY Roberto Vinicius
Dræberrobot gør norsk laks mere bæredygtig
I Norge har lakseopdrættere taget et avanceret våben i brug for at bekæmpe skadedyr uden at bruge gift.
Del artikel
Lus på laks
Sådan ser en havlus ud, når den sidder på en ung laks.
Foto: CCBY Watershed Watch
Millioner af dødbringende parasitter angriber og formerer sig uhæmmet, men menneskeheden slår tilbage med et nyt våben: en robot bevæbnet med grønne laserstråler.
Scenen er ikke taget ud af en science fiction-film, men foregår derimod i de norske fjorde. Her er det en stor industri at opdrætte laks, men de mange fisk samlet på begrænset plads giver også problemer.
Et af de største problemer er, at fiskene bliver inficeret med parasitten havlus, som de ikke selv kan slippe af med. Opdrætterne har derfor længe brugt gift og andre metoder for at afluse deres fisk. Giften bliver stærkere og stærkere, fordi lusene udvikler resistens mod stofferne.
Det skaber store problemer for miljøet og for kvaliteten af norsk laks, som i dag har et meget ringe omdømme.
Skyder lus med laser
Dræberrobotten Stingray er en vandtæt maskine, der kan sænkes ned i midten af hvert laksebur. Laksene svømmer konstant rundt om robotten, der scanner fiskene automatisk. Når systemet opdager en havlus på en af fiskene, affyrer den straks en meget præcis laserstråle, der slår lusen ihjel på en tiendedel af et sekund. Hvis laseren rammer lidt ved siden af, gør det ikke noget, for fiskens blanke skind virker som et spejl, der reflekterer strålen.
”I Norge anser vi lakselusen som hovedproblemet for lakseproduktionen, så hvis laseren viser sig effektiv i længden, er det et stort skridt til at gøre opdrættet laks mere bæredygtig,” siger Sussie Dalvin, der er biolog med speciale i lakselus og arbejder på havforskningsinstituttet i Bergen.
”Men der kan også være tale om andre sygdomme, som er inden i fisken, og som derfor ikke kan løses med en laser”.
Løsningen er heller ikke helt billig. Hver maskine koster omkring en million norske kroner over fire år at leje. Norge står for 60 procent af verdens samlede produktion af opdrættet laks, hvilket er næsten 50 milliarder norske kroner værd. Hundrede lakseopdrættere bruger nu aflusningslaseren.