Ziplines droner leverer foreløbigt blod til 21 landsbyhospitaler i Rwanda. Foto: Sarah Farhat / World Bank
Droner bringer blod til nybagte mødre
Det østafrikanske land Rwanda har lanceret et landsdækkende droneprogram for at nedbringe mødredødelighed og styrke akutbehandling af blodtab på landets hospitaler.
Del artikel
INDEX Award 2017
Zipline er en af finalisterne til den globale designpris INDEX: Award 2017, der afholdes d. 1. september på Kulturværftet i Helsingør. Prisen præmierer design, som løser globale udfordringer og bidrager til at indfri FN´s Verdensmål for bæredygtig udvikling.
Andre Kategorier
Regioner: Afrika
Blødning efter fødsel er den hyppigste årsag til mødredødelighed i det østafrikanske land Rwanda, hvor godt 70 procent af alle dødsfald sker i landområder, fordi lokale hospitaler ofte ikke kan opbevare blod eller ikke har blod af den rigtige blodtype liggende på lager, når uheldet er ude.
Derfor har Rwandas regering, i samarbejde med den amerikanske droneproducent Zipline International, nu etableret et distributionssystem med små dronefly, som hurtigt kan transportere blod fra landets regionale blodbanker til hospitaler og mindre sundhedsklinikker i Rwandas landområder.
“Når behovet opstår, sender den lokale sundhedsmedarbejder en sms eller en Whatsapp-besked til blodcentralen, og inden for højest 30 minutter flyver en drone forbi og smider en pakke med blod ud med faldskærm i nærheden af klinikken. Præcisionen i afleveringerne og den korte ventetid er afgørende for at redde liv,” fortæller Justin Hamilton, som er projektmedarbejder i Zipline International.
De små dronefly, eller såkaldte “Zips” kan flyve 150 kilometer med 1,5 liter blod og er blevet specielt bygget til projektet og de regnfulde vejrforhold i Rwanda. Dronerne blev første gang sendt i luften i 2016, og i dag flyver 15 droner med 100-150 leverancer om dagen til 21 hospitaler og klinikker i hele det vestlige Rwanda.
Rwandas regering planlægger at udvide netværket til at dække alle landets 11 millioner indbyggere og bruge dronerne til at levere vacciner og medicin i akuttilfælde, som eksempelvis modgifte til slangebid.