Miljøorganisationen Friends of the Earth tyske afdeling BUND har været med til at føre sagen mod den tyske regering. Her ses medlemmer fra organisationen til den globale klimastrejke i 2020. Foto: CCBY Jörg Farys/BUND
Klimadom over en af Europas største økonomier
Klimaaktivister vinder retssag over den tyske stat. Ekspert kalder det den mest vidtrækkende beslutning om klimabeskyttelse, der nogensinde er truffet af en højesteret.
Del artikel
Andre Kategorier
Regioner: Europa
Temaer: Klima, Rettigheder
Klimaaktivister slæbte den tyske regering i retten. Nu har Tysklands højeste domstol erklæret dele af landets klimalov forfatningsstridig og beordret den tyske regering til at opstille klarere klimamål for fremtiden.
”Det er en kæmpe succes – for alle og især for os unge, der har været i klimastrejker for vores fremtid i over to år. Vi vil nu fortsætte med at kæmpe for en 1,5-graders politik, der er retfærdig over for fremtidige generationer,” udtaler en af anklagerne og klimaaktivist i klimabevægelsen Fridays for Future, Luisa Neubauer, i en pressemeddelelse fra Greenpeace.
Ret til frihed
I 2019 vedtog Tyskland en klimalov, som forpligtede sig til at være med til at begrænse stigningen i den globale gennemsnitstemperatur til under to grader, reducere co2-udledningerne med mindst 55 procent inden 2030 og opnå drivhusgasneutralitet inden 2050. Det lyder umiddelbart ambitiøst. Men loven havde kun fastlagt, hvordan målene skulle nås indtil 2030 – fra 2031 og fremefter var der ikke opstillet specifikke mål.
En række klimaktivister, støttet af blandt andet BUND – Friends of the Earth Germany, lagde derfor sag mod den tyske regering for dens klimapolitik. Domstolen vurderede, at regeringens klimalov lagde større reduktion af drivhusgasudledninger på perioden efter 2030, og dermed placerede den store byrde på fremtidige generationer, hvilket krænkede de unge anklageres frihedsrettigheder.
”Denne afgørelse er sandsynligvis den mest vidtrækkende beslutning om klimabeskyttelse, der er truffet af en højesteret i verden nogensinde,” siger Felix Ekardt, der er juraprofessor ved Rostock Universitet, direktør for forskningsenheden Bæredygtighed og Klimapolitik i Leipzig og en af advokaterne, der førte sagen. ”Det er første gang, at en forfatningsmæssig stævning for at få mere miljøbeskyttelse er lykkedes i Tyskland”.
Som følge af afgørelsen skal Tyskland inden udgangen af 2022 indføre specifikke mål for perioden efter 2030 og fordele det resterende drivhusgasbudget retfærdigt mellem generationer.
Kun to uger efter dommen har den tyske regering sat endnu mere ambitiøse mål: Tyskland skal reducere dets co2-udledninger med 65 procent inden 2030 og blive klimaneutral inden 2045. Det vil være en af de største omstruktureringer blandt de større økonomier i verden.