Kvindesagsaktivisme spirer i Afghanistan

I marts 2015 protesterede hundredvis af afghanske kvinder imod det brutale mord på Farkhunda Malikzada, som blev dræbt på åben gade af en menneskehob. I samme måned gik kunstneren Kubra Khademi igennem Kabuls gader iført tøj lavet af jern for at protestere imod den chikane af kvinder, som dagligt finder sted i det offentlige rum.

Nyheden om begge hændelser spredte sig via de sociale medier, og det understøtter en tendens til, at kvinder i stigende grad tør at sige fra overfor et patriarkalsk samfund, hvor et stort antal kvinder årligt udsættes for vold. Det forklarer Wahida Salaam, projektkoordinator i Afghanistan, i et interview med Magasinet Danner, og Amnesty-rapporten The State of the World’s Human Rights fra 2014/2015 bakker hende op.

“Vi vil ikke længere se på, imens kvinder myrdes på åben gade. Den seneste tid har vi set et antal protester af stor symbolsk signalværdi, som vil skrive sig ind i historiebøgerne,” siger Wahida Salaam, som mener, at udviklingen har afgørende betydning for Afghanistans selvforståelse og fremtid.

Farkhunda Malikzadas historie vedrører alle afghanere

Wahida Salaam mener, at drabet på Farkhunda Malikzada er en af de største tragedier i Afghanistans historie. Hun blev mishandlet og lynchet af en hob og brændt levende. Det skete efter anklager om afbrænding af koranen, men anklagerne var falske – det blev slået fast af politiets efterforskning efterfølgende, forklarer Wahida Salaam.

Lige så tragisk en episode, drabet var, ligeså vigtige for kvinders selvforståelse var de efterfølgende protester før og ved Farkhunda Malikzadas begravelse. Her var det kvinder, der bar kisten, hvilket hidtil var uset i afghansk kultur, forklarer Wahida Salaam.

“Det var en stor dag for kvinder i Afghanistan. Kvinderne mente ikke, at mænd havde ret til at røre kisten, fordi det var mænd, der havde slået Farkhunda Malikzada ihjel. Den slags aktivisme er aldrig set før,” fastslår Wahida Salaam, som fortæller, at aktionen blev bakket op af mange mænd, som formede en ring rundt om kisten, så ingen kunne genere kvinderne.

“Jeg ville ønske, at mit tøj var lavet af jern”

Kubra Khademi er, ligesom protesterne ved Farkhunda Malikzadas begravelse, et symbol på den aktivisme, der spirer i Afghanistan, forklarer Wahida Salaam.

I marts 2015 sagde Kubra Khademi til flere medier, at hun siden barndommen har oplevet chikane, gramserier og konfrontationer på baggrund af sit køn, når hun har gået rundt på Kabuls gader og stræder. Som 4-årig tænkte hun derfor, at hun ville ønske, at hendes tøj var lavet af jern, og det blev inspirationskilden til en hendes ‘Armour performance’ som 27-årig.

Efterfølgende har Kubra Khademi måttet gå under jorden, og det er desværre en konsekvens, som mange kvindesagsaktivister må leve med, mener Wahida Salaam.

“Kvinderettighedsforkæmpere har store udfordringer i Afghanistan. De udsættes for trusler og chikane, og derfor må nogen forsvinde i en periode,” siger Wahida Salaam og forklarer, at det er også er en virkelighed, som hun og hendes ansatte er nødt til at forholde sig til.

Protester har stor effekt

Selvom kvinderettighedsforkæmpere bliver truet på livet og i nogle tilfælde må gå under jorden, har deres protester ikke været forgæves. De spredes nemlig helt ud i alle afkroge af Afghanistan via de sociale medier og når også ud til de kvinder, som er afskåret fra samfundet på grund af en voldelig ægtemand, mener Wahida Salaam.

“Jo flere protester, vi ser i medierne, jo mere incitament får kvinderne til at bryde ud af et liv, der er præget af vold. Kvinderne ved, at de ikke er alene, og at de ikke skal tolerere volden. På den måde får vi mulighed for at belyse endnu flere sager om vold mod kvinder og måske åbne endnu flere krisecentre i Afghanistan. Oplysning er nøglen,” fastslår Wahida Salaam.

Der er i alt 26 krisecentre på landsplan i Afghanistan. Landet er inddelt i 34 provinser, og Wahida Salaams drøm er, at alle kvinder, som er udsat for vold i hjemmet, har mulighed for at komme på krisecenter – lige meget hvor i landet de bor.