Meterlang parasit lever under huden: Guineaorm næsten udryddet

Parasitten Dracunculus medinensis’ navn stammer fra det latinske ord for drage, draco. Men selvom Dracunculus medinensis ikke er et ildspyende fabeldyr, er den også frygtindgydende. Den starter livet som en mikroskopisk larve, der lever inde i vandlopper. Hvis den finder en menneskelig vært, vokser larven sig til en meter lang orm inde i kroppen. Efter et år bryder den værtens hud for at føde sine larver.

Først der kan man fjerne parasitten, der også hedder guineaorm.

Det er en enormt smertefuld proces, og det tager uger eller måneder at hive ormen ud ved at vikle den om en pind. Nogle bliver invaliderede for livet.

Men efter en årelang indsats er den næsten forsvundet fra mennesker. I midten af firserne blev 3,5 millioner mennesker smittet årligt. Sidste år var det blot 54, alle i Afrika.

Fattigdomssygdom

Antallet af smittede har været under 100 de sidste otte år. Men sygdommen har nået et plateau, hvor den er svær at komme helt til livs, forklarer Pascal Magnussen, speciallæge i infektions- og tropemedicin ved Københavns Universitet, som har arbejdet med guineaorm siden 1990.

”Den sidste mil er den tungeste,” siger han.

Der findes ikke medicin eller vaccine, men guineaorm er relativ simpel at forebygge. Den spredes ved stillestående vand, hvor larverne lever i små vandlopper, som ikke kan ses med det blotte øje. Drikker man vand fra et inficeret vandhul, får man lopper og larver med.

”Guineaorm er den ultimative fattigdomssygdom. Den spreder sig der, hvor folk nærmest drikker af mudderhuller, fordi der ikke er andet,” forklarer Pascal Magnussen.

Bekæmpelse handler altså om rene vandressourcer, fx fra brønde, eller ved at filtrere vandet, før man drikker det. Og opsporing og oplysning er vigtigt. Når huden brydes, går den syge ofte ud i vand for at lindre den stærke smerte – men det er jo i vand, at ormen spreder sine larver. Men hvis man bare bruger en spand med vand til smertelindring og hælder det ud langt fra drikkevand, kan den ikke sprede sig.

Svær at komme til livs

I slutfirserne besluttede verdenssamfundet, at guineaorm, som den kun anden sygdom efter kopper, skulle udryddes. Der var en stor indsats for rent vand til de fattigste, og de to programmer følges ad.

I starten gik det hurtigt, siger Pascal Magnussen, der har lavet opsporings- og certificeringsarbejde i flere afrikanske lande. Den første deadline for udryddelse blev sat til 1995.

Men parasitten er mere hårdfør end som så.

”Vi har overskredet deadlines for at udrydde den mindst fem gange,” siger han.

Der er to udfordringer. De sidste tilfælde er i afsidesliggende områder med politisk uro og ringe sikkerhed, hvor det er svært for sundhedspersonale at arbejde.

Men vigtigere er det, at selvom vi næsten er fri fra ormen, så findes den også i dyr – hunde og katte, men den er også fundet i aber og en leopard. I det afrikanske land Chad blev der fx fundet blot 11 smittede personer i årets første 9 måneder – men næsten 1300 inficerede hunde, der løber løse rundt.

”Der er et reservoir af parasitten i naturen, der kan gå over til mennesker,” siger Pascal Magnussen. ”Metoden til at kontrollere infektionen i hunde er stort set den samme som ved mennesker. Man opsporer den og holder den væk fra vand. Det er dyrt og besværligt, men man kan jo ikke bare skyde alle hunde i Chad, for programmet er meget afhængig af, at befolkningen er med”.

Han tror på, at vi kan komme parasitten helt til livs. Han peger på, at indsatsen er en succes – fra 3,5 millioner årlige smittede til under 100. Og forskere arbejder på nye opsporingsværktøjer, der fx kan finde ormens DNA i vand.

”Men,” siger han, ”det allersidste skridt trækker ud”.