Analyse: Flere levende børn bremser befolknings­eksplosionen

Den kommer næsten altid. Hver gang en af Verdens Bedste Nyheders journalister skriver en artikel der berører, at børnedødeligheden globalt er mere end halveret på blot et par årtier, bliver der i kommentarfelterne på sociale medier sat spørgsmålstegn ved, om dét nu også er en god nyhed?

“Eftersom befolkningstilvæksten er gået grassat, betyder det vel bare endnu mere overbefolkning af planeten, når flere børn overlever?” Svaret er nej. Så lad os lige få fakta på plads: Vi bliver ganske rigtigt flere og flere mennesker på kloden. Men befolkningstilvæksten er begyndt at falde. Og den bedste løsning på problemet med overbefolkning er paradoksalt nok at hjælpe så mange børn som muligt til at overleve og ikke mindst få et bedre liv.

Mange på en lille planet

Frygten for overbefolkning af planeten er absolut ikke ubegrundet. Især i løbet af de seneste 100 år er befolkningstallet steget eksplosivt. I starten af 1800-tallet rundede vi én milliard mennesker på kloden. I starten af 1900-tallet (1927) var vi oppe på to milliarder – og allerede i 1960 rundede klodens befolkning tre milliarder.

Fra da af begyndte det for alvor at gå stærkt, og siden 1960 er verden blevet én milliard mennesker rigere ca. hvert 15. år, og i dag har vi således allerede rundet syv milliarder mennesker på vores lille planet. Mere end halvdelen af verdens befolkning er altså kommet til verden inden for de seneste halvt hundrede år.

Disse vækstrater kan forståeligt nok give de fleste, der bekymrer sig om en bæredygtig planet, en lettere klaustrofobisk følelse. Men selvom en stadigt voksende befolkning på kloden fortsat vil være en udfordring for en bæredygtig fremtid, er der dog håb at spore i statistikkerne.

Fødselstallene falder og falder

I Danmark har fagfolk i årevis advaret om, at vi føder for få børn. Der er sågar lavet nationale tv-shows, der skulle tilskynde danskerne til at yngle lidt mere. Men det er ikke kun herhjemme og i Europa, at fertilitetsraterne (det antal børn en kvinde gennemsnitligt forventes at føde i sin levetid) har stoppet sin himmelflugt.

Det er faktisk tilfældet stort set alle steder i verden. Det gennemsnitlige globale fertilitetstal er i dag 2,5 børn per kvinde. Det er under halvdelen af, hvad tallet var i 1960’erne.

De nyeste tal fra FN viser, at næsten halvdelen af jordens befolkning i dag lever i lande, hvor fertilitetstallet er så lavt (under 2,1 barn per kvinde), at befolkningen ikke kan opretholde sit nuværende antal. Det er både tilfældet i Europa (hvor man er helt nede på 1,6 barn per kvinde), Nordamerika og en del lande i Asien, Latinamerika og Caribien.

Kun 8 pct. af verdens befolkning lever i lande, der har oplevet begrænset nedgang i fødselstallene, og hvor kvinder i gennemsnit føder mere end fem børn i deres liv. De fleste af disse lande ligger i Afrika syd for Sahara, hvor andelen af ekstremt fattige er størst.

Plads til flere generationer

Allerede omkring årtusindeskiftet var det globale fødselstal faldet nok til, at det absolutte antal af børn i verden også holdt op med at stige. Når vi i stadig stigende grad skal mætte flere munde i verden, skyldes det altså ikke, at der bliver født et stadigt højere antal børn.

Årsagen er derimod, at de mennesker, der allerede er født før 2000, vil ”erstatte” sig selv, samtidig med at vi lever længere, og der derfor skal være plads til flere generationer på én gang.

Der findes forskellige estimater for, hvornår antallet af mennesker på jorden vil toppe – og derefter begynde at falde. Nogle fremskrivninger fra FN siger, at befolkningstallet vil toppe omkring år 2100, hvor vi vil være over 10 milliarder mennesker på jorden. Andre eksperter vurderer, at vi allerede i 2050 vil toppe med lidt under ni milliarder mennesker.

Løsningen: Red flere liv

Årsagen til, at de fleste mennesker i dag får færre børn end tidligere, skal især findes i en vigtig global tendens: bedre levestandard og faldende børnedødelighed. Høje fødselstal er nemlig stærkt forbundet med fraværet af disse to ting.

En væsentlig del af løsningen på udfordringen med de mange menneskeliv, som kloden skal rumme, er derfor – måske lidt paradoksalt – at redde flere liv. Og ikke mindst at hjælpe verdens fattigste til at opnå et bedre liv.

I mange af verdens fattigste lande betyder fattigdom og manglende socialt eller økonomisk sikkerhedsnet, at forældre er dybt afhængige af, at deres voksne børn forsørger dem, når de ikke selv længere er i stand til at arbejde. Denne sociale ”kontrakt” mellem generationerne betyder også, at jo større risikoen er for, at ens børn dør som spæde eller i en ung alder, jo flere børn må man naturligvis få for at sikre sig.

Et økonomisk sikkerhedsnet

Når levestandarden stiger i et land, og børnedødeligheden dermed falder, begynder kvinderne at føde færre børn – især fordi de ofte får bedre adgang til uddannelse, prævention, selvbestemmelse og et økonomisk sikkerhedsnet. Tendensen tyder på, at de fleste familier slet ikke er interesserede i kæmpe børneflokke, hvis de kan undgå det.

Befolkningerne vokser således mest i de lande, hvor børnedødeligheden er høj, og mange lever i fattigdom. Og stort set ingen lande har oplevet et fald i fødselstallet, hvis ikke børnedødeligheden er faldet først. Tal fra FN’s befolkningsfond viser, at kvinder i de 48 mindst udviklede lande i verden gennemsnitligt føder 4,2 børn sammenlignet med 2,5 børn per kvinde i udviklingslande (og verden) generelt.

Mange flere afrikanere i fremtiden

Selv på det afrikanske kontinent betød en langsom stigning i velstand allerede i slutningen af 1980’erne, at fertilitetsraten på over seks børn per kvinde begyndte at falde. I dag føder en afrikansk kvinde gennemsnitligt 4,7 børn i løbet af sit liv. FN forventer, at det tal i 2030 vil være faldet til 3,9 børn og yderligere til 3,1 børn i 2050.

Selv om fertilitetsraterne falder i Afrika, kan vi stadig se frem til en verden, hvor en langt større andel af befolkningen vil være afrikanere.

I dag bor der cirka én milliard mennesker i Afrika. Men ifølge fremskrivninger vil tallet sandsynligvis være steget til to milliarder i 2050. Og endnu en fordobling ser i så fald ud til at følge til fire milliarder i slutningen af dette århundrede. Hvis det holder stik, vil næsten hvert andet menneske på kloden være afrikaner på det tidspunkt.

Har ikke toppet endnu

Det globale befolkningsboom er altså næppe toppet endnu, og tallene vækker bekymring hos mange om, at vi i fremtiden vil opleve langt større migrationsstrømme til Europa, end det er tilfældet i dag.

Alt peger på, at jo hurtigere vi kan afskaffe fattigdom og forbedre levestandarden i især Afrika, jo hurtigere vil fødselstallet falde – og jo lettere vil det blive at skabe en bæredygtig planet, hvor der er ressourcer nok til alle, uanset hvor de bor.