Det går fremad for kvinderne i Bangladesh

”Der er rigtig mange indikatorer, der peger på, at kvinderne her har fået det bedre gennem årene. Eksempelvis er fødselstallet forbedret væsentligt. Det viser, at der er sket rigtig meget for kvinders sundhed”, siger Peter Herum, der er regionsleder for Danmissions arbejde i Asien og har en baggrund som økonom.

I 1981 fik en kvinde i Bangladesh i gennemsnit 6,2 børn. Det er faldet til 2,2 børn i 2013, hvor de seneste tal stammer fra. Det er et enormt fald, der giver et billede af, hvor meget Bangladesh har rykket sig. Fødselstallet falder nemlig som regel kun, hvis der er sket væsentlige fremskridt i sundhed og levestandard.

Det er også tilfældet i Bangladesh, og det er især kommet kvinderne til gode. De faldende fødselstal dækker nemlig over et fald på cirka 70 procent i andelen af kvinder, der dør under fødslen, på bare 25 år. Faldet i dødeligheden blandt børn under fem år er omtrent lige så stort. Samtidig er den gennemsnitlige levealder steget 11 år for kvinder.

Selvhjælpsgrupper og fald i fattigdom

Bangladesh, der siden sin selvstændighed i 1971 nærmest har været definitionen på et fattigt, overbefolket udviklingsland, har gjort enorme fremskridt i at bekæmpe både befolkningsbomben og ekstrem fattigdom: Bangladesh’ regering og UNDP anslår, at andelen af fattige er mere end halveret siden 1991.

Danmission arbejder med Bangladesh’ fattige mennesker, så de dårligst stillede selv kan være med til at forbedre deres livssituation. Sammen med den lokale udviklingsorganisation SUPOTH har Danmission siden 1991 oprettet næsten 1100 demokratiske selvhjælpsgrupper i den nordøstlige del af Bangladesh, hvor fattigdommen er høj.

”Vi arbejder med spare-lånegrupper, hvor de fattige giver hinanden bedre muligheder. Her går 10-15 mennesker typisk sammen om at spare op over en årrække, hvor de lægger et lille beløb til side om måneden. Når de sammen har opsparet et vist beløb, kan deltagerne tage små lån af opsparingen, som de investerer i eksempelvis en symaskine, så de kan hjælpe deres familier med en ekstra indtjening”, forklarer Peter Herum.

Repræsentanter fra grupperne danner derefter komiteer og forbund, der taler selvhjælpsgruppernes sag direkte med de lokale myndigheder.

”Så får borgerne mulighed for selv at tage hånd om deres situation. De kender bedst selv deres udfordringer og behov, hvad enten det er at skaffe en ny brønd til landsbyen eller at sikre bedre muligheder for uddannelse”, siger Peter Herum.

Kvindeparadokset

Da Peter Herum ankom til Bangladesh i 2014, lagde han mærke til, at det næsten altid var mændene, der handlede ind og gik på markedet. Han blev positivt overrasket over, at der i Bangladesh åbenbart var meget moderne mænd, der sådan klarede husarbejdet, forklarer han. Men han tog fejl.

”Det viste sig jo, at mændene køber ind, fordi mange kvinder slet ikke må forlade deres hjem for deres mænd i de her afsidesliggende områder”, siger Peter Herum.

”Vores opfattelse er, at kvinderne simpelthen behandles som mindreværdige i Bangladesh. De er ikke ligestillet med mændene på nogle områder”.

Han understreger, at der selvfølgelig er undtagelser, og at eksempelvis kvinder med solide uddannelser godt kan sidde i chefstillinger. Politisk mangler der heller ikke kvindelige forbilleder i Bangladesh: Premiereministeren, parlamentets formand og lederen af de største parti uden for regeringen er alle kvinder. Men det er individuelle undtagelser, mener Peter Herum.

Det er kvindeparadokset i Bangladesh. Gennem de sidste 25-30 år, er kvinderne stormet frem, når det gælder sundhed – og også uddannelse, hvor der nu er flere piger end drenge i både grundskole og gymnasie, og flere piger end drenge, der kan læse og skrive. Alligevel mangler mange kvinder helt basale rettigheder.

Næsten ni ud af 10 kvinder oplever partnervold, og Bangladesh har den fjerdestørste andel af barnebrude i verden. Børneægteskaber og den tilhørende medgift, der egentlig er ulovlig men meget udbredt, kalder Peter Herum ”roden til alt ondt”.

”Piger bliver taget ud af skolen for at blive giftet væk, og de bliver ofte mere en tjenestepige end en del af deres nye familie. Mange oplever vold. De ved ikke, at de er mennesker med helt basale rettigheder, og at overgreb er ulovlige”, siger Peter Herum.

Vejen frem

Alligevel ser alt ikke sort ud. Og hvor kvinderne i Bangladesh har taget syvmileskridt ved sundhed og uddannelse, går det trods alt også fremad med kvindernes rettigheder, om end med små skridt.

”Der er rigtig lang vej igen. Men der er ingen tvivl om, at det går den rigtige vej”, siger Peter Herum, der peger på uddannelse og jobs, så kvinderne selv får adgang til indkomst, som vejen frem.

Derfor ser han også Danmissions spare-lånegrupper som en måde myndiggøre kvinderne, fordi grupperne giver mulighed for, at kvinderne selv kan skabe indkomst og selv tale deres sag for myndighederne. ” For kvinderne er det er en af de få måder, hvor de kan få adgang til ressourcer i et så konservativt samfund som Bangladesh”.

Den bangladeshiske tekstilindustri er et andet stort eksempel på, at arbejde giver kvinderne rettigheder. Tekstilindustrien, der i Danmark mest er kendt for horrible fabriksulykker, er verdens næststørste, og ud af fire millioner arbejdere er de tre og en halv million kvinder.

”Tekstilindustrien bidrager særdeles positivt til kvindernes rettigheder. Ja, løn og arbejdsforhold er dårlige i forhold til i Danmark, men ved at kvinderne får en indkomst, bliver de medforsørgere, og derved får de en stemme og indflydelse derhjemme”, siger Peter Herum.

Regeringen vil udvide tekstilindustrien voldsomt de næste år, hvilket vil betyde meget for kvinders muligheder for at arbejde og opnå økonomisk selvstændighed. Samtidig kommer der flere og flere fagforeninger – flere hundrede alene de sidste par år, selvom de stadig kun dækker en brøkdel af de millioner af syersker og tekstilarbejdere i de bangladeshiske fabrikker – der taler arbejdernes og kvindernes rettigheder. Et flertal af fagforeningslederne i tekstilindustrien er endda kvinder.

Men jobmuligheder alene sikrer ikke ligestilling i Bangladesh. Der også skal arbejdes målrettet for kvinders rettigheder.

”Og så kræver det især, at kvinderne selv bliver opmærksomme på deres helt basale behov og gør krav på dem”, siger Peter Herum.