CC BY Sue Kellerman
Namibia vil brænde buske for en bedre fremtid
I Namibia skal et stort biomasseprojekt være med til at hjælpe landets kvægbønder, genoprette savannen, skabe nye jobs og reducere landets klimaaftryk.
Del artikel
Andre Kategorier
Regioner: Afrika
I det nordlige Namibia er enorme områder på størrelse med Tyskland, Østrig og Schweiz tilsammen ved at blive overtaget af invasive buske og træer, der suger den sparsomme vand fra jorden og gør det så godt som umuligt for kvæg at græsse. Det har allerede i dag store konsekvenser for landets vigtige kødproduktion og dermed også for den lokale beskæftigelse.
Nu vil et nyt biomasseprojekt, som anvender de invasive buske og træer som brændsel, forsøge at vende udfordringen til en gevinst for det tørre land i det sydvestlige Afrika.
“Forventningen er, at biomassekraftværkerne ikke alene vil bidrage til at løse problemet med nedgangen i kvægproduktionen. Rydningen af de invasive buske og træer samt produktionen af træflis vil også skabe en ny industri i Namibia, der samtidig vil sætte gang i beskæftigelsen, fordi buskene både skal beskæres og transporteres til anlæggene i stor skala,” forklarer Marc Normann
som er markedsdirektør i ingeniørvirksomheden Cowi, der er rådgiver på biomasseprojektet.
De første to biomasseværker forventes at stå klar om tre år, men på sigt er planen, at der skal bygges en række biomassekraftværker i det nordlige Namibia, således at de tidligere græsfyldte savanneområder genetableres, fortæller Marc Normann.
“Dette første projekt er blot for at vise, at det kan lade sig gøre at høste og levere forarbejdede træflis og drive moderne biomassekraftværker i Namibia, men potentialet i projektet er langt større og landets nationale ressourcestrategi lægger allerede op til flere biomasseværker i fremtiden.”.
I dag importerer Namibia hovedparten af sin strøm fra de omkringliggende lande, der hovedsageligt baserer deres energiproduktion på forbrænding af fossilt kul.
Namibias ambition er derfor, at projektet vil øge landets energiforsyningssikkerhed samtidig med at man nedbringer forbruget af fossile brændstoffer, fortæller Samson Haulofu, som er adm. direktør for Namibias nationale elforsyning NamPower, til avisen The Namibian.
Forskellen på afbrænding af biomasse og fossile brændstoffer er, at afbrænding af biomasse ikke bidrager til drivhuseffekten på lang sigt.
Når biomasse afbrændes, er den mængde af CO2, der udledes, lig med den mængde CO2, planterne har forbrugt i sin levetid.
“Selvom biomassen kommer til at give en lidt dyrere strøm, så følger der en række afgørende sidegevinster med dette projekt. Det er en helhedsorienteret tilgang, der samtænker klimaet med de behov og udfordringer landet står overfor,” fortæller Marc Normann, som ser gode perspektiver for, at biomasse i fremtiden vil bidrage endnu mere til de afrikanske landes store og voksende energibehov.
Cowi har senest fået til opgave, at undersøge potentialet for etableringen af biomassekraftværker i Uganda, Sydafrika og Elfenbenskysten.
Projektet i Namibia er finansieret af Den Europæiske Investeringsbank (EIB) og EU-Africa Infrastructure Trust Fund.