Simpel metode giver klimavenlige ris

Ris er en af verdens vigtigste afgrøder og den primære fødekilde for halvdelen af jordens befolkning. Men traditionel risdyrkning udleder metan, en drivhusgas der er 34 gange så kraftig som CO₂. Eksperter anslår, at risdyrkning står for op mod to procent af verdens drivhusgasudledning – næsten lige så meget som global flytrafik.

Ris har et stort vandbehov og bliver oftest dyrket i oversvømmede marker. Men uden ilt i jorden danner mikrober i jorden metan, der bliver udledt gennem risplanterne.

Men med en simpel metode kan man halvere metanudledningen, fortæller Andreas de Neergaard, der er prodekan ved Københavns Universitet, Ph.d. i agroøkologi og har forsket i klimavenlige ris i årevis.

”Løsningen er at ilte jorden. Hvis man dræner markerne periodevis i stedet for at holde dem oversvømmet, kan man reducere drivhusgasudledningen markant,” siger han.

Kæmpe klimapotentiale

Sammen med hvede og majs er ris er en af verdens største afgrøder, og flere hundrede millioner bønder dyrker ris.

”Inden for landbruget har klimavenlig risdyrkning et kæmpestort potentiale,” siger Andreas de Neergaard.

Norman Uphoff er professor emeritus ved Cornell University i New York og har længe arbejdet med klimavenlige risdyrkningsmetoder. Overfor Verdens Bedste Nyheder anslår han, at op mod 20 millioner risbønder verden over, fra Indonesien til Peru, allerede dyrker ris med klimavenlige vandingsmetoder.

Svær balance

Ideen bag klimavenlige ris er simpel. Drænede marker har ilt i jorden, og så kommer der ikke metan. Men man kan ikke bare dræne markerne efter forgodtbefindende, for ris kræver meget vand.

”Der er en fin balance at dræne så meget, at man reducerer metanudledningen uden at begrænse risens vækst,” fortæller Andreas de Neergaard.

Samtidig er der den udfordring, at når jorden er halvvåd efter dræningen, bliver der dannet lattergas i stedet for metan – og lattergas er en drivhusgas, der er 300 gange så kraftig som CO₂. Men Andreas de Neergaard og hans kolleger har påvist, at man ved at dræne markerne én gang tidligt på sæsonen stadig kan reducere metanen, uden at der produceres lattergas.

Kræver organisering

Den største forhindring er mere lavpraktisk. Mange rismarker er forbundne eller terrasserede, så man ikke bare kan dræne en enkelt mark og så oversvømme den igen.

”Man skal synkronisere vandingssystemet med resten af landsbyen, så det kræver planlægning at styre vandet på en anden måde, end bønderne er vant til,” forklarer Andreas de Neergaard.

Han peger på, at udfordringen derfor skal løses organisatorisk og politisk, f.eks. ved at organisere risbønder på landsbyniveau, anlægge vandingskanaler eller ved at designe dræningsskemaer.

”Fordelene ved at sænke drivhusgasudledningen ligger hos det globale samfund, ikke hos de fattige bønder, der nok er mere optagede af at dyrke mad nok til deres børn. Så der er behov for institutionel støtte og hjælp til implementeringen,” siger han.