Foto: CCBY Geraint Rowland
Perus børn bliver højere og klogere
Det har givet gode resultater i Peru at investere i bedre mad til små børn. Langt flere bliver nu højere, sundere og mere intelligente.
Del artikel
Andre Kategorier
Regioner: Latinamerika
Temaer: Børn og unge, Fødevarer, Sundhed
Der er sket noget mærkværdigt i Peru i de seneste år. Mange af landets børn er i dag betydeligt højere end de børn, der var i den tilsvarende alder for ti år siden. Det viser en rapport fra Verdensbanken. Forklaringen er, at flere børn nu får bedre mad, mens de er helt små. På den måde kan de opnå den højde, der er naturligt for dem.
I 2005 var det næsten halvdelen af børnene i Perus landområder, der led af nedsat vækst. Det skyldtes mangel på mad, der indeholder de næringsstoffer, som børnene har brug for til at vokse. I dag er problemet stadig langt fra helt løst, men det er nu kun cirka hvert fjerde barn på landet, der ikke opnår den normale højde.
Flere forstår nu, at lav højde ikke altid er naturligt
”I Peru associerer folk generelt helbredsproblemer med hoste, diarré, hovedpine osv. De opdager derfor ikke altid, at der er noget galt, når børnene ikke vokser, som de skal. For misvæksten forårsager ikke nogen af de kendte sygdomstegn. Men når folk bliver bedre oplyst, tager samfundet fat på at løse årsagerne til underernæring,” siger Walter Vilchez Davila, der i over 25 år har arbejdet med ernæring i Peru. I dag er han leder af afdelingen for ernæring og fødevaresikkerhed ved den peruvianske afdeling af organisationen CARE.
Han peger især på, at de gode resultater skyldes øget politisk fokus og samarbejde, og at der er blevet opstillet konkrete mål og metoder.
En af metoderne er programmet JUNTOS, hvor regeringen betaler hver mor et kontant beløb hver anden måned, hvis hun får sine børn målt og vejet regelmæssigt hos sundhedspersonale, der samtidig kan oplyse om vigtigheden af god kost.
Underudviklingen handler om langt mere end fysisk størrelse, for når et barn ikke får næring nok til at vokse, går det også ud over hjernens udvikling og dermed børnenes intelligens. Når skaden først er sket, hjælper det ikke at få bedre kost senere i livet.
En række andre lande har også gjort gode fremskridt mod underernæring af børn. Heriblandt Vietnam, Bangladesh, Senegal og Etiopien.