Analyse: Strøm tænder håb for millioner

De færreste af os ville nok undvære vores computere eller telefoner, hverken på arbejdet eller derhjemme. Samtidig er det også en kæmpe fordel at kunne vaske tøj i en maskine i stedet for i hånden. Køleskab og fryser holder maden frisk. Og vi kan tilberede det hele på kogepladen uden at samle brænde og tænde bål under gryden først. Kort sagt er det vigtigt at være med i klubben af de seks milliarder mennesker i verden, der har strøm i kontakten.

Vi er dog ikke længere den lille, eksklusive klub, vi var engang, for der bliver flere og flere af os. Tilbage i 1990 havde kun 71 procent af verdens befolkning adgang til elektricitet. I dag er tallet støt og roligt vokset til 87 procent, ifølge seneste statistik fra Verdensbanken og Det Internationale Energiagentur. Det er sket, selvom befolkningen på planeten i mellemtiden er steget fra godt fem til over syv milliarder mennesker.

Det er en kæmpe udvikling, der foregår lige så stille, og som vi derfor sjældent hører om i medierne. Men det er samtidig en vigtig historie, fordi det betyder enormt meget for menneskers livskvalitet, sundhed og fremtidsmuligheder at have adgang til strøm. Det hører dog også med til historien, at omkring en milliard mennesker stadig er tvunget til at lege ufrivillig mørkeleg hver aften, fordi de ikke har el i hjemmet.

Ud af de 20 lande med mindst adgang til elektricitet ligger de 16 i Afrika syd for Sahara. De fire sidste ligger i Asien. Men selv disse to regioner er begyndt at gøre fremskridt relativt hurtigt. I den afrikanske region er adgangen til strøm steget fra 26 procent i år 2000 til 46 procent i dag, skriver FN i deres seneste rapport om, hvordan det går med at nå de 17 Verdensmål. Et af målene er, at alle skal have adgang til elektricitet inden år 2030.

Det er ikke kun relativt velfungerende afrikanske lande som Ghana og Kenya, der har sat stikket i kontakten. I lande som Somalia havde kun 0,01 procent af befolkningen adgang til strøm i 1990, men i dag ligget tallet på næsten 30 procent, trods årtiers borgerkrig. Andre af verdens mindst udviklede og tidligere borgerkrigshærgede lande, som for eksempel Angola, er gået fra 11 procent til 40 procent elektrificering siden 1990.

Alene siden 2010 har 40 lande nået målet om at give hele befolkningen adgang til elektricitet. Blandt andet Kina, Brasilien, Mexico, Argentina og Egypten. Indien er endnu ikke i mål, men er det land, der giver flest nye indbyggere adgang til strøm hvert år – 30 millioner indere får årligt liv i stikkontakten. Det skal ses i sammenhæng med, at den indiske befolkning hvert år stiger med cirka 15 millioner personer.

Engang handlede spørgsmålet om strøm mest om, hvilket land man boede i. I dag er det snarere et spørgsmål, om man bor i en by eller på landet. For selvom der stadig findes slumområder uden adgang til elnettet, har 97 procent af verdens byers befolkning i dag elektricitet. Så indsatsen for at få den sidste milliard mennesker med på vognen handler i dag mest om de af verdens fattigste, der bor længst fra byerne. Også her er udviklingen i gang, og i dag har 77 procent af befolkningen i landområderne adgang til elektricitet, mod kun 62 procent i 1990.

En del af udviklingen skyldes, at langt flere mennesker i fattige landområder nu er begyndt at producere deres egen elektricitet, i stedet for at vente og håbe på, at deres lands regering en dag bygger et kraftværk og trækker en højspændingsledning ud til dem. Nogle bruger små dieselgeneratorer eller mini-vandkraftværker, men når det gælder almindelig belysning i hjemmet, handler det især om eksplosionen i adgang til billige solceller.

Sideløbende er solcellerne også begyndt at poppe op en række andre steder, der gør god gavn, men som man måske ikke umiddelbart bemærker. En stor del af den lokalt producerede solcellestrøm går nemlig til at holde mobilmaster, gadebelysning og vandpumper kørende.

Solcellerne er længe faldet i pris, men inden for de seneste ti år er det gået ekstra hurtigt. Blandt andet i takt med at især Kina har skruet op for produktionen. Alene sidste år faldt prisen med 25 procent i forhold til to år tidligere. I 2009 kostede det i USA 359 dollars i gennemsnit at producere en megawatt solenergi uden statsstøtte. I 2017 var prisen faldet til 50 dollars. Til sammenligning kostede den samme mængde strøm henholdsvis 102 og 148 dollars i gennemsnit at producere med kul eller atomkraft, ifølge en beregning fra det store finansielle rådgivningsfirma Lazard.

Prisfaldet på solceller sker samtidigt med, at de energieffektive LED-lamper også er blevet meget billigere Det betyder, at man med en lille solcelle, et batteri og en LED-lampe kan få mere lys om natten for den strøm, solcellerne samler sammen i løbet af dagen. Men selvom LED-teknologien hjælper med at producere lys, er der stadig langt til at kunne koge vand i en elkedel med en effekt på 2000 watt eller lave mad på et elektrisk komfur. Det er primært helt små anlæg på under 11 watt, der breder sig i udviklingslandene.

Det Internationale Energiagentur har foreslået at indføre begrebet ”energifattigdom” for at sætte fokus på de mennesker, der har fået adgang til strøm i hjemmet, men hvor strømkilden er for svag til at give det fulde udbytte. IEA mener, vi bør sætte en minimumsgrænse på 100 kWh per person per år. Til sammenligning bruger to danskere, der bor i lejlighed, i gennemsnit 1050 kWh per person om året, ifølge tal fra energiselskabet Ørsted.

I 2050 vil vi næsten bruge dobbelt så meget energi, viser en ny rapport fra Det Internationale Atomenergiagentur IAEA. Og selvom 118 millioner mennesker har fået adgang til elektricitet hvert år siden 2010, går udviklingen stadig ikke hurtigt nok til, at vi når det ambitiøse mål om elektricitet til alle i 2030. Hvis udviklingen fortsætter med samme hast som nu, forventes op til 674 millioner mennesker stadig at leve i mørke til den tid. Men denne fremskrivning er måske for forsigtig. Solenergi er nemlig blevet konsekvent undervurderet af professionelle analytikere i over tyve år, viser et studie offentliggjort i det videnskabelige tidsskrift Nature Energy. Studiet dokumenterer blandt andet, at Det Internationale Energiagentur gentagne gange har skudt mellem 16 og 30 procent for lavt, når de har prøvet at forudsige den globale vækst i solenergi. Det skyldes ifølge forskerne både de overraskende store prisfald og at modellerne ikke tager højde for den politiske vilje, der er i mange lande for at støtte og fremme solenergien. Samtidig har eksperterne været for optimistiske omkring blandt andet mulighederne i atomenergi.

Verden over er der gang i forsøg med at gøre solcellerne endnu bedre og billigere. En af de lovende nye teknologier handler om at droppe silicium og i stedet gå over til organiske solceller, der kan printes på tyndt plastic. Tidligere i år rapporterede University of Michigan i tidsskriftet Nature om et nyt gennembrud med nanomaterialer, som måske endda kan gøre de organiske solceller gennemsigtige. Hvis det lykkes, vil man kunne sætte dem på alle vinduer og andre overflader, og opfange energi uden at blokere for udsynet. Det kunne betyde, at solcellerne fortsat vil revolutionere verden hurtigere, end nogen troede muligt for få år siden. Og at der stadig er håb for, at den sidste milliard mennesker kan tænde lyset inden 2030.