Analyse: Kampen mod plastik er begyndt

Efter fem års forberedelser og millioner af dollars i støtte fra private donorer kunne den kun 26-årige hollænder Boyan Slat i sidste måned endelig søsætte sin opfindelse, der har skabt stor opmærksomhed: En enorm flydende oprydningsmekanisme, der skal rense havet for plastikaffald.

Den over 600 meter lange prototype, System 001, blev søsat fra San Francisco og sejlede under Golden Gate-broen 3. oktober 2018 for at sætte kurs mod det, der er blevet kaldt den store skraldespand i midten af Stillehavet.

Prototypen skal vise, om det er muligt at bruge enorme flydebomme til at opsamle de store mængder plastik, der bliver koncentreret af roterende havstrømme i midten af oceanerne. Idéen er, at det lange rør skal ligge som en halvcirkel i havoverfladen for at samle plastikaffaldet sammen, så det kan høstes i stor skala. Derefter skal skraldet fragtes ind til land, hvor Boyan Slats organisation, The Ocean Cleanup, vil sælge det til genbrug.

Men selvom den flydende hollænder får meget opmærksomhed ude på havet, kan hans maskine kun løse en del af problemet. Den indfanger nemlig kun plastik i overfladen, og først når det allerede er ført med strømmen flere tusind kilometer til skade for naturen. Der er derfor god grund til også at vende blikket ind mod land, hvor lignende løsninger allerede er i brug flere steder på lokalt plan for at forhindre, at plastikken overhovedet når ud i havet.

I Latinamerika har flere lande sat flydespærringer op ved flodmundinger for at fange en del af plastikaffaldet. Guatemala var et af foregangslandene, da lokale indbyggere i byen El Quetzalito satte flydespærringer op ved udmundingen af floden Motagua, der udmunder i det Caribiske Hav.

Metoden fra Guatemala er helt lavpraktisk, i modsætning til Boyan Slats milliondyre og avancerede projekt. Ved Motagua-floden har de lokale lavet et langt pølseformet net og fyldt det med tomme plastikflasker, så det kan flyde. De spænder det så hen over floden, og hver dag tømmer de spærringen for det plastik, der er blevet indfanget. Derefter tjener de penge på at sælge den indsamlede plastik til genbrug. Lignende plastiknet bliver i dag brugt også brugt i Honduras, Panama og Den Dominikanske Republik.

Selvom det kan virke som små lappeløsninger, er arbejdet med at stoppe plastik fra floderne og byernes afløb langt vigtigere, end man måske lige skulle tro. Tidligere i år viste et nyt studie fra det tyske Helmholtz-center for Miljøforskning nemlig, at en meget stor del af al plastik i havet kommer fra floder, og heraf står bare 10 af verdens store floder for næsten det hele. Af de ti floder ligger otte af dem i Asien, og langt den største forureningskilde er den kinesiske Yangtze-flod.

Dermed begynder der at tegne sig en løsning på de massive problemer med plastikforurening. Mindre opsamlingsanlæg kan gøre en kæmpe forskel inde på land, så meget plastik aldrig når ud i havet. Og hvis oceangående flydebomme som System 001 virker i praksis, kan de være brugbare til at rydde op der, hvor den plastik, der slipper forbi spærringerne, til sidst ender. Sidst men ikke mindst skal vi omstille vores samfund, så vi ikke længere ser plastik som noget, man bruger én gang og så smider væk.

Mange lande er heldigvis nu begyndt at løse problemerne på en mere grundlæggende måde end bare at prøve at fiske plastikaffaldet op. Et af de vigtige vendepunkter var, da det i 2016 kom frem, at vi hastigt er på vej mod en verden, hvor der er mere plastik i verdenshavene end fisk, og at forureningen med plastik svarer til, at en fuld skraldebil hvert minut dumper sit indhold direkte i havet.

Året efter kaldte FN til fælles kamp mod plastik i havet: Kampagnen Clean Seas. Landene tilslutter sig frivilligt og meddeler, hvad de vil gøre for at stoppe forureningen. Her knapt to år senere har 57 lande sluttet sig til indsatsen, heriblandt Danmark, og en lang række lande har sat ind mod forskellige former for engangsplastik, der tilsammen udgør størstedelen af affaldet i havet. Det handler især om engangsbestik, sugerør, vatpinde og plastikposer.

Danmark var det første land i verden, der i 1993 lagde afgifter på plastikposerne, og det fik os til at bruge 40 procent færre af dem. I de seneste år har mange andre lande også enten forbudt poserne eller belagt dem med afgifter, og det har fået forbruget til at falde massivt. For kun to uger siden meddelte Europa-Parlamentet så, at det meste engangsplastik skal forbydes i EU fra 2021, og Indien har også vedtaget et lignende forbud.

Der er dog også forhindringer på vejen mod at opgive plastikfråset. En af deltagerne i Clean Seas er Indonesien, der er verdens andenstørste kilde til plastikforurening. Landet har nu sat mål om at nedbringe forureningen med 70 procent inden 2025. Men to tidligere forsøg på at lægge afgift på plastikposer er blevet skudt ned efter modstand fra butikker og plastindustrien. Omvendt har Indonesien også en interesse i at være en attraktiv turistdestination, og det er svært at sælge Bali som en paradis-ø, når strandene flyder med skrald.

Landet har netop været vært for konferencen Our Ocean, hvor 290 organisationer og plastvirksomheder blev enige om at arbejde for at komme unødvendig plastikemballage til livs. Virksomhederne omfatter giganter som Coca-Cola, H&M, Danone, LÓreal, Mars, PepsiCo og Unilever.

Indonesien er et godt eksempel på, at der er mange interesser på spil i kampen mod plastik, og at det tager tid at omstille hele samfund. I sidste ende kan vi kun løse plastikproblemerne, hvis vi går væk fra at tænke på plastik som noget, man bruger én gang og så smider væk.

Som Erik Solheim, lederen af FN’s miljøprogram UNEP, tidligere har sagt: ”Vores mål er at ændre vores forhold til plastik, fordi det er den eneste måde, vi kan redde havet på. Hvad vi har brug for er en revolution”. Meget tyder på, at plastikrevolutionen nu er begyndt.