Foto: CCBY Martin Pilát
Amsterdams kanaler bliver fri for dieselos
Skibene i de mange kanaler i den hollandske hovedstad skal fremover drives af elmotorer for at give renere luft og beskytte klimaet.
Del artikel
I Amsterdam er der over 100 kilometer kanaler, der historisk har bundet byen sammen, og som i dag er meget populære blandt turister. Omkring 320 turistbåde sejler hver dag i op til 14 timer for at give de i alt fire millioner årlige turister en sejltur på kanalerne, og dertil kommer andre kommercielle skibe, samt private både.
Skibenes mange dieselmotorer har ikke været gode for luftkvaliteten. Men byen er nu godt i gang med at lægge om, så bådene fremover skal drives af elmotorer og batterier i stedet for den osende olie. Amsterdams nye borgmester har besluttet, at dieselmotorer helt skal forbydes at sejle på byens kanaler fra 2025. Allerede nu er tre fjerdedele af de kommercielle både blevet moderniseret, så de sejler på el. Det skriver nyhedsbureauet Reuters.
Det giver også udfordringer. For selvom de kommercielle både er langt fremme med at blive udskiftet, står det anderledes til med Amsterdams cirka 12.000 private fartøjer. Det vurderes, at kun fem procent af dem indtil nu er blevet lagt om til el, og omlægningen vurderes at koste mellem 4.000 og 40.000 euro pr. båd. Mange af fartøjerne forventes derfor at blive solgt videre i de kommende år.
Til gengæld er byen ved at udrulle et net af ladestationer, så ejerne af el-både kan oplade deres batterier. Der forventes at blive oprettet 100 opladningsteder inden udgangen af 2021. Samtidig er der blevet søsat pramme med kæmpebatterier indbygget i fragtcontainere. Batterierne bliver opladet af lokalt produceret vedvarende energi, og skibene kan så trække strøm fra batterierne. Det hjælper med at klare spidsbelastningen i april og maj, hvor de større flodkrydstogtskibe kan slukke deres dieselmotorer, mens de ligger til kaj i krydstogtsæsonen.
Mindre dieselos er ikke kun en fordel for luftkvaliteten, men også for klimaet. Siden Holland i 2016 skrev under på Parisaftalen, er den hollandske regering blevet presset af klimaaktivister til at skærpe sine klimaambitioner. Lige før jul blev Hollands regering dømt ved højesteretten i Haag til øjeblikkeligt at opjustere klimamålet, så målet er 25 procent mindre CO2 i 2020 i stedet for det tidligere reduktionsmål på 17 procent.
Kanalbådene er ikke det eneste grønne initiativ, Holland har lanceret i de seneste år. Alle landets tog kører nu på 100 procent strøm fra vindmøller, og landet er også i gang med at søsætte verdens første flydende solcellekraftværk, der skal ligge 15 kilometer ude fra kysten.