Foto: CC-BY Unicef
Mål 6: Rent vand og sanitet
Vi skal sikre bæredygtig adgang og forvaltning af vand og sanitet for alle
Ambitionen for Verdensmål 6 er, at alle mennesker skal have adgang til rent drikkevand. Samtidig skal alle mennesker have adgang til ordentlig sanitet og hygiejne, hvilket blandt andet omfatter ordentlig kloakering og toiletforhold.
Læs mere
Rent vand er en af de vigtigste forudsætninger for sundhed, og derfor er det en god nyhed, at 91 procent af verdens befolkning nu har adgang til en forbedret vandkilde. I år 2000 var det kun 82 procent. ”Forbedret” betyder, at man ikke længere henter vandet direkte fra søer og floder, hvor vandet ofte kan være beskidt og sygdomsfremkaldende, men i stedet har adgang til en brønd, en vandpumpe, eller måske ligefrem har fået en vandhane derhjemme.
Omkring 946 millioner mennesker er stadig nødt til at besørge på marken eller i skoven, langs togskinner eller måske på åben gade, fordi de ikke har mulighed for at gå på toilettet. Det er ikke bare ubehageligt, men også med til at sprede sygdomme, der slår mange mennesker ihjel. Adgangen til bedre toiletforhold er dog steget siden 2000, hvor 59 procent af verdens befolkning havde adgang til et toilet. I dag er tallet omkring 68 procent.
Sidst men ikke mindst handler mål 6 om at forvalte verdens vandressourcer på en bæredygtig måde. Vi skal blive bedre til at indsamle og bruge regnvand, fjerne saltet fra havvand, behandle vores spildevand, og beskytte og genoprette de naturområder, hvor vandet ofte kommer fra. Ifølge FN’s Fødevareorganisation FAO leverer skove og vådområder omkring 75 procent af det ferskvand, som vi bruger i verdens byer, i industrien og i landbruget.
Delmål for Verdensmål 6:
Rent Vand og Sanitet
Giv adgang til rent drikkevand
I 2030 skal alle have lige adgang til sikkert drikkevand, til en overkommelig pris.
Giv alle adgang til toilet, sanitet og hygiejne
Alle mennesker skal opnå adgang til tilstrækkelig og ligelig sanitet og hygiejne inden 2030, hvilket blandt andet betyder, at alle skal have adgang til et ordentligt toilet. Vi skal have særligt fokus på pigers og kvinders særlige behov, og også inkludere mennesker i sårbare situationer.
Styrk vandkvaliteten og rens og brug spildevand bedre
Inden 2030 skal vi forbedre vandkvaliteten ved at reducere forurening, stoppe dumping og minimere udslippet af farlige kemikalier og materialer. Andelen af ubehandlet spildevand skal halveres, og vi skal genbruge og genanvende betydeligt mere på globalt plan.
Gør vandforbruget effektivt og sikr forsyningen af ferskvand
Inden 2030 skal vi blive langt bedre til at bruge vandet effektivt i alle sektorer. Vi skal give adgang til drikkevand på en sikker og bæredygtig måde, for at nedbringe antallet af mennesker, der lider af vandmangel, betydeligt.
Indfør integreret styring af vandressourcer
Inden 2030 skal vi integrere forvaltningen af vandressourcer på alle niveauer, heriblandt gennem samarbejde på tværs af landegrænserne, som det er passende.
Beskyt og genopret økosystemer i og omkring vand
Inden 2020 skal vi beskytte og genoprette økosystemer, der har betydning for vandet, inklusiv bjergområder, skove, vådområder, floder, søer og kilder til grundvand.
Støt udviklingslandenes vand og sanitet
Inden 2030 skal vi udvide det internationale samarbejde og støtte udviklingslandene i at opbygge kapacitet, så de kan gennemføre programmer og aktiviteter inden for vand og sanitet. Blandt andet inden for indsamling af regnvand, afsaltning af havvand, effektiv vandstyring, behandling af spildevand samt teknologier til genbrug og genanvendelse.
Støt lokal håndtering af vand og sanitet
Vi skal støtte og styrke, at lokalsamfundene deltager i at forbedre forvaltningen af vand og sanitet.
Se den oprindelige engelske aftaletekst som FN har vedtaget her: GlobalGoalsorg.