Foto: CC-BY Caballerisimo
Mål 16: Fred, Retfærdighed og Stærke Institutioner
Vi skal støtte fredelige og inkluderende samfund. Give alle adgang til retssikkerhed og opbygge effektive, ansvarlige og inddragende institutioner på alle niveauer
”Uden fred kan der ikke være nogen bæredygtig udvikling, og uden bæredygtig udvikling kan vi ikke opnå fred”. Så direkte siger FN det selv i forordet til Verdensmålene.
Desværre er det indtil videre ikke lykkedes FN at opnå den internationale fred og sikkerhed, der er organisationens hovedformål. Antallet af væbnede konflikter ligger i dag højt, hvis man sammenligner med de seneste tyve år. Men med til historien hører også, at vi i dag har færre krige og langt færre dødsofre for konflikt end under den Kolde Krig. Og hvis vi kigger endnu længere tilbage, har verden ofte været langt mere brutal, end den er i dag. Så selvom verdenssituationen i dag er alvorlig, er det altså ikke korrekt at sige, at verden var mere fredelig i gamle dage.
Læs mere
Det er grundlæggende vigtigt at sætte en stopper for krig, men freden kan ikke stå alene. Verdensmål 16 handler også om at reducere alle andre former for vold, blandt andet fra organiseret kriminalitet og terrorisme. Menneskehandel skal stoppes og våbensmugling skal begrænses.
Samtidig er retfærdighed et helt centralt nøgleord i verdensmålet. Alle skal behandles retfærdigt, hvilket især vil sige, at mennesker i alle verdens lande skal leve i retssamfund, hvor vi kan stole på, at politikere, politi og dommere ikke er korrupte. Vi skal have mulighed for deltage i samfundets beslutninger på alle niveauer. Vejen væk fra vold kommer, når vi alle kan se, at vi selv har en reel mulighed for at skabe os en ordentlig fremtid.
Delmål for Verdensmål 16:
Fred, retfærdighed og stærke institutioner
Reducer vold overalt
Vi skal reducere alle former for vold og voldsrelaterede dødsfald overalt.
Beskyt børn mod overgreb, udnyttelse, menneskehandel og vold
Vi skal stoppe mishandling, udnyttelse, menneskehandel og alle former for vold og tortur mod børn.
Styrk lov og orden og giv alle lige adgang til retfærdighed
Vi skal fremme lov og orden både på nationalt og internationalt niveau. Samtidig skal vi sikre, at alle mennesker bliver behandlet retfærdigt.
Bekæmp organiseret kriminalitet og ulovlige strømme af penge og våben
Inden 2030 skal vi i betydelig grad begrænse ulovlige strømme af penge og våben. Vi skal blive bedre til at opspore stjålne genstande og få dem tilbage til de rette ejere, og vi skal bekæmpe alle former for organiseret kriminalitet.
Reducer korruption og bestikkelse i betydelig grad
Vi skal markant nedbringe omfanget af korruption og bestikkelse af alle slags.
Udvikl effektive, ansvarlige og gennemsigtige institutioner
Vi skal udvikle effektive, ansvarlige og gennemsigtige institutioner på alle niveauer.
Beslutninger skal tages på en responsiv, inkluderende og repræsentativ måde
Vi skal sikre, at vi tager beslutninger på en responsiv, inkluderende, deltagerbaseret og repræsentativ måde, på alle niveauer.
Styrk udviklingslandenes deltagelse i det overnationale samarbejde
Vi skal gøre udviklingslandenes deltagelse i de overstatslige organisationer bredere og stærkere.
Giv alle fødselsattest og legal identitet
Inden 2030 skal vi give alle mennesker en lovlig identitet, inklusiv fødselsregistrering.
Beskyt grundlæggende rettigheder og giv aktindsigt
Vi skal sikre offentlig adgang til information og beskytte de fundamentale frihedsrettigheder. Det skal ske i overensstemmelse med national lovgivning og internationale aftaler.
Forebyg og bekæmp vold, terrorisme og kriminalitet
Vi skal styrke de relevante nationale institutioner for at forebygge vold og bekæmpe terrorisme og kriminalitet. Det skal blandt andet ske gennem internationalt samarbejde, og kapaciteten skal især styrkes i udviklingslandene.
Vedtag og håndhæv ikke-diskriminerende love og regler
Vi skal fremme og håndhæve ikke-diskriminerende lovgivning og politiske beslutninger for bæredygtig udvikling.
Se den oprindelige engelske aftaletekst som FN har vedtaget her: GlobalGoalsorg.