Foto: CC-BY Jon Mannion
Mål 17: Partnerskaber for Handling
Vi skal revitalisere det globale partnerskab for bæredygtig udvikling og styrke midlerne til at nå målene
Det sidste verdensmål virker umiddelbart enormt abstrakt, for hvad betyder ”partnerskaber” i praksis?
Mål 17 handler bredt om politisk, teknologisk og økonomisk samarbejde på tværs af landegrænser, hvor både regeringer, virksomheder, organisationer og helt almindelige mennesker tager målene til sig og arbejder sammen for at nå dem. Men grundlæggende handler det også om, hvem der skal betale for de investeringer, der skal til, for at vi kan gennemføre verdensmålene.
Svaret er, at det skal vi alle sammen. Den rige del af verden skal holde deres løfte om at give 0,7 procent af deres bruttonationalindkomst hvert år til at støtte udviklingen i de fattigste lande. Men udviklingslandene skal ikke være passive modtagere og afhængige af hjælpen. De skal også blive langt bedre til at betale for deres egen udvikling og stå på egne ben. Det vil især sige, at de skal blive bedre til at indsamle skatter og bruge pengene fornuftigt til investeringer i veje, skoler, sundhedsklinikker og andre ting, der styrker økonomisk udvikling og hjælper med at få endnu flere af deres borgere ud af fattigdommen.
Læs mere
En del af grundlaget for, at udviklingslandene kan finansiere mere af deres egen udvikling selv, er, at landenes eksport til resten af verden skal fordobles inden 2020. Det skal blandt andet ske ved, at de mindst udviklede lande får adgang til de globale eksportmarkeder uden at betale told og kvoter.
Sideløbende skal alle verdens lande blive bedre til at samarbejde om teknologi og forskning på tværs af landegrænser, Blandt andet skal vi udveksle miljørigtige teknologier, så udviklingslandene fra starten kan opbygge en industri, der er miljømæssigt bæredygtig. Målet er, at udviklingslandene ikke gentager de mange fejl, som vi har begået i de lande, hvor industrialiseringen har medført store problemer med forurening.
En vigtig forudsætning for alt dette er, at vi bliver bedre til at måle, hvordan det rent faktisk går i de enkelte lande, og ikke kun, når det gælder den økonomiske vækst. Ved at indsamle flere data af en bedre kvalitet kan vi bedre se, om vores indsatser får folk ud af fattigdom, om nok børn kommer i skole, og om naturområder bliver effektivt beskyttet.
Delmål for Verdensmål 17:
Partnerskaber for handling
Hjælp landene til at blive bedre til at indsamle egne skatteindtægter
Vi skal styrke landenes evne til at mobilisere egne ressourcer. Heriblandt gennem international støtte til udviklingslandene, så de bedre kan indsamle skatter og på anden vis opnå større indtægtsgrundlag.
Hold alle løfter om udviklingshjælp
De udviklede lande skal gennemføre deres officielle udviklingsforpligtelser fuldt ud. Det omfatter blandt andet løftet fra mange udviklede lande om at støtte udviklingslandene med 0,7 procent af bruttonationalindkomsten, og at støtte de mindst udviklede lande med mellem 0,15 og 0,2 procent af BNI. Donorlandene bør sætte mål om, at mindst 0,2 procent af BNI skal gå til de mindst udviklede lande.
Mobiliser finansielle ressourcer for udviklingslande
Vi skal mobilisere yderligere finansielle ressourcer til udviklingslandene. Pengene skal komme fra flere forskellige kilder.
Assister udviklingslande med at gøre deres gæld bæredygtig
Vi skal hjælpe udviklingslandene med at gøre deres gæld bæredygtig på langt sigt. Det skal ske gennem koordinerede politiske beslutninger med det formål at finansiere, omstrukturere og lette gælden, alt efter hvad der er passende. Vi skal tage hånd om de fattige lande der er i dyb gæld, for at reducere gældsproblemerne.
Invester i de mindst udviklede lande
Vi skal gennemføre tiltag, der fremmer investeringer i de mindst udviklede lande.
Mere samarbejde om adgang til videnskab, teknologi og innovation
Vi skal forbedre forskningssamarbejdet mellem lande i nord og syd, indbyrdes mellem lande i syd, og på tværs både regionalt og internationalt. Samarbejdet skal give adgang til videnskab, teknologi og innovation, og det skal også forbedre generel vidensdeling, på vilkår der er gensidigt aftalt. Heriblandt gennem forbedret koordination mellem eksisterende samarbejder, især på FN-niveau, og gennem et globalt samarbejde for udveksling af teknologi.
Promover bæredygtige teknologier i udviklingslandene
Vi skal fremme udviklingen, overførslen og spredningen af miljømæssigt fornuftige teknologier i udviklingslandene. Det skal blandt andet ske på særligt fordelagtige vilkår (concessional and preferential terms), efter gensidig aftale.
Styrk videnskab og innovation i de mindst udviklede lande
I 2017 skal FN’s teknologi-bank og den kapacitetsopbyggende mekanisme for videnskab, teknologi og innovation i de mindst udviklede lande være i fuld gang med at arbejde. Vi skal samtidig forbedre brugen af muliggørende teknologi, især informations- og kommunikationsteknologi.
Styrk udviklingslandenes kapacitet til at opnå Verdensmålene
Udviklingslandene skal få bedre international støtte til at gennemføre en effektiv og målrettet kapacitetsopbygning for at støtte landenes nationale planer om at gennemføre alle Verdensmålene. Blandt andet gennem samarbejde mellem lande i nord og syd, indbyrdes mellem lande i syd, eller med involvering af lande eller organisationer i nord.
Promover et universelt handelssystem under WTO
Vi skal fremme et universielt internationalt handelssystem, som er regelbaseret, åbent, ikke-diskriminerende og ligeligt. Det skal ske under styring fra Verdenshandelsorganisationen (WTO), blandt andet ved konklusionen på forhandlingerne om Doha-udviklingsdagsordenen (Doha Development Agreement).
Udviklingslandenes eksport skal forøges
Udviklingslandene skal forøge deres eksport betydeligt. De mindst udviklede landes del af det globale eksportmarked skal fordobles inden 2020.
Fjern handelsbarrierer for de mindst udviklede lande
Vi skal give alle de mindst udviklede lande permanent toldfri og kvotefri adgang til verdensmarkedet, i overensstemmelse med Verdenshandelsorganisationens beslutninger. Blandt andet skal de regler om præferenceoprindelsesland, der gælder importen fra de mindst udviklede lande, gøres transparente og enkle, og bidrage til at give lettere markedsadgang.
Den makroøkonomiske stabilitet skal forbedres
Vi skal forbedre den globale makroøkonomiske stabilitet, blandt andet gennem sammenhæng og koordinering af de politiske beslutninger (politik-kohærens).
Styrk den bæredygtige sammenhæng af de politiske beslutninger (politikkohærens)
Vi skal forbedre sammenhængen af de politiske beslutninger (kohærens) for at styrke bæredygtig udvikling.
Respekter, at hvert land selv lægger egen handlingsplan for Verdensmålene
Vi skal respektere hvert lands politiske handlerum og lederskab til at gennemføre politiske beslutninger for at udrydde fattigdom og opnå bæredygtig udvikling.
Gør det globale partnerskab for bæredygtig udvikling stærkere
Vi skal forbedre det globale partnerskab for bæredygtig udvikling, suppleret af partnerskaber med mange interessenter. Partnerskaberne skal mobilisere og dele viden, ekspertise, teknologi og finansielle ressourcer for at støtte bæredygtig udvikling i alle lande, især i de mindst udviklede lande.
Der skal opfordres til effektive partnerskaber
Vi skal fremme og opfordre til partnerskaber på tværs af den offentlige sektor, det private erhvervsliv og civilsamfundet. Dette skal ske ved at bygge videre på vores erfaringer med partnerskaber og deres ressourcestrategier.
Giv adgang til bedre og mere pålidelige data om udvikling
Inden 2020 skal vi blive bedre til at støtte udviklingslandene i at opbygge kapacitet til at indsamle statistik af høj kvalitet og gøre data tilgængelige. Tallene skal være opdaterede og pålidelige og kunne sorteres efter indkomst, køn, alder, race, etnicitet, migrantstatus, handicap, geografisk placering samt andre informationer, der er relevante i de enkelte landes situation. Også de mindst udviklede lande og små udviklings-østater skal have bedre støtte til at opnå denne statistiske kapacitet.
Find på bedre måder at måle fremskridtet på
Inden 2030 skal vi bygge videre på de eksisterende initiativer for at udvikle målepunkter der viser fremskridtet i bæredygtig udvikling på flere måder end bruttonationalproduktet, og vi skal støtte udviklingslandene i at blive bedre til at indsamle statistik om egen udvikling.
Se den oprindelige engelske aftaletekst som FN har vedtaget her: GlobalGoalsorg.